Foto: Ocus Focus, Bigstock
De etablerede nyhedsmedier har pligt til at informere borgerne, når der sker noget, som er for dårligt. Derfor behøver de ikke at indhente samtykke før deling af hævnporno eller billeder af døde og lemlæstede mennesker, fastslår mediejurist.
En verserende sag, hvor flere end 1.000 unge er blevet sigtet for at dele seksuelt krænkende materiale, har sat gang i en debat om, hvorvidt etablerede nyhedsmedier bærer et medansvar for de unges forvrængede opfattelse af, hvad man har lov at dele. En mediepolitisk ordfører fra et parti til venstre for midten skriver på Facebook, at “det er medierne, der lærer de unge, at hvis noget er outreret og forfærdeligt, så skal det deles med hele verden”.
Det, mener mediejurist Tage Svendsen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, er en unfair anklage. Medierne må ganske rigtigt dele krænkende indhold uden samtykke, men det er kun, fordi nyhedsmedierne har pligt til at informere borgerne, når der sker noget, som er for dårligt.
Advarsel afløser samtykke
Tage Svendsen understreger, at det ikke er ensbetydende med, at medierne uden videre må bringe hvad som helst.
“Hævnporno eller andet, der kan virke voldsomt for seerne eller læserne, eller som kan opfattes som en krænkelse mod den eller de personer, der optræder i materialet, skal naturligvis indledes med en advarsel. Man må selvfølgelig ikke vise et spædbarn, der har fået hovedet skudt af, medmindre man på forhånd har sagt, at nu kommer der noget, der kan frembringe ubehag. Til gengæld afløser advarslen samtykket, så spædbarnets forældre behøver ikke at sige god for, at deres personlige tragedie bliver til nyhedsstof,” forklarer han og tilføjer, at advarslen skal vare minimum halvandet sekund eller mindst to linjer i trykt materiale, ellers gælder det ikke.
Muhammedkrise uden tegninger
At det er nødvendigt at bringe voldsomt og potentielt krænkende materiale, begrunder Tage Svendsen først og fremmest i demokratiske hensyn:
“Når medierne fortæller om noget, der er for dårligt, skal de selvfølgelig tydeligt vise, hvorfor det er for dårligt. Hvis man fortæller, at mange mennesker er døde eller sårede, er man nødt til at bevise påstanden med billedmateriale, ellers ved man jo ikke, om det passer. Hvis man skulle spørge de implicerede om lov, ville så mange sige nej, at vi ville stå med et demokratisk problem i form af manglende dokumentation. Det ville jo svare til, at man skrev om Muhammedkrisen uden at vise de tegninger, der foranledigede den.”
