Foto: peter schmelzle, Wikipedia
Kyskhedsbælter handler ikke om kvindeundertrykkelse, men om at finde ro i traditioner og tage ejerskab over egen krop, siger en 34-årig litteraturhistoriker og understreger, at hun selv har valgt det.
“Er det ikke bare flot?” spørger Louise Bjerregaard, idet hun diskret løfter op i sin nederdel og fremviser et kyskhedsbælte i rustfrit stål med sirlige indgraveringer af hjerter og hendes forlovedes navn samt en hængelås af mærket ABUS Titalium 64T.
Mange stærke adelskvinder med kyskhedsbælte
Louise har valgt at stå frem, fordi hun mener, at der florerer alt for mange myter og misforståelser om kvinder, der går med kyskhedsbælte, i den offentlige debat.
“Desværre tror rigtig mange, at bare fordi man låser sit køn inde, er man på en eller anden måde undertrykt, men det er jo slet ikke det, det handler om,” forklarer hun og fortsætter:
“Når man ser tilbage i tiden, har rigtig mange stærke adelskvinder båret kyskhedsbælter, og den tradition finder jeg personligt stor ro i.”
Også en befrielse for mændene
Louise Bjerregaard mener, at det er helt misforstået at betragte kyskhedsbæltet som et patriarkalsk undertrykkelsesredskab.
“Ha ha, nej. Selvfølgelig er det ikke det. Jeg har helt selv valgt det og ser det som en stor kilde til frihed og ejerskab over min egen krop, fordi jeg ved, at jeg ikke behøver bekymre mig om hverken voldtægt eller befamlinger under bæltestedet, når jeg færdes i det offentlige rum,” siger hun og fortæller, at bæltet også gør det meget nemmere at være sammen med mænd.
“Jeg tror virkelig, at kyskhedsbæltet er en befrielse for rigtig mange mænd. For når de ved, at jeg bærer det, behøver de slet ikke tænke på, om de har mulighed for at have sex med mig. På den måde frigør det ikke alene mig fra risikoen for overgreb; det befrier også mænd fra at være i deres sansers vold. Det er simpelthen en ren win-win-situation.”
Manden har nøglen
I forhold til hvem der har nøglen til bæltet, har Louise også valgt at indrette sig på den konservative måde.
“Selvfølgelig er det min mand, der har nøglen, for det er også en del af traditionen. Desuden ville det være meningsløst, hvis jeg selv havde den, for så kunne enhver overgrebsmand jo bare låse op,” siger hun og tilføjer:
“Men jeg kan til hver en tid bare bede min mand om nøglen, hvis jeg ønsker det. Det er vi dog begge helt enige om, at jeg nok aldrig gør.”
