Foto: monkeybusinessimages, Bigstock

Foto: monkeybusinessimages, Bigstock

“Man kan ikke altid få sin vilje. Nogle gange skal man gå på kompromis, og man skal i hvert fald ikke lade sin utilfredshed gå ud over andre,” siger en gruppe skoleelever, der mener, at det er de voksne selv, der har lært dem at tænke sådan.

En gruppe skoleelever, der alle går i 9. klasse på en af de folkeskoler, der er udtaget til at strejke, hvis ikke forhandlerne finder en løsning, forsøger at få forhandlerne i tale. De har nogle gode råd om samarbejde, som de gerne vil tale med dem om.

“Hele mit liv har jeg lært, at jeg ikke altid kan få min vilje, og at det ikke skal gå ud over andre, hvis jeg bliver sur,” siger 15-årige Marius Geertsen.

Han og kammeraterne Mia, Oscar og Josefine har i fællesskab skrevet et brev til innovationsminister Sophie Løhde (V), hvor de forklarer, hvorfor de gerne vil mødes med OK18-forhandlerne.

Brug for en timeout
“De voksne har brug for en timeout,” siger 16-årige Josefine Algreen og uddyber:

“De siger, at de kæmper for fællesskabet, så vi skal stå sammen og bakke op. Men det passer jo ikke. Fællesskabet består både af arbejdsgivere, arbejdstagere og alle os andre. Så hvorfor skal vi kun bakke op om én bestemt gruppe? Det burde være indlysende, at alle parter er nødt til at gå på kompromis og acceptere, at de ikke kan få det, lige som de vil have det. Det ville de nok også selv kunne indse, hvis de fik en timeout, til de havde tænkt sig om.”

Tal med jeres voksne
Mia Berndt, 15, indskyder, at de voksne bør holde op med at true med konflikt:

“Vi andre, som ingenting har med det at gøre, bliver nervøse. Går det ud over vores eksamen? Hvad kommer der til at ske? Og så svarer de andre igen ved at true med lockout – det er mobbemetoder, ligesom de store bøller i skolegården, som alle er bange for.”

Oscar Pedersen, 16, er enig og siger, at det er vigtigt, at alle unge tager en alvorlig snak med deres voksne.

“De voksne må forstå, at vi skal være her allesammen. Alle parter må give sig lidt og mødes på midten. Den måde at være på over for hinanden har de voksne lært os unge, lige fra vi var små. Så nu må vi træde i karakter og minde vores voksne om deres værdier,” slutter han.

RokokoPosten har forsøgt at få en kommentar fra begge sider i OK18-forhandlingerne, men det lykkedes kun at få en SMS fra den ene part, hvoraf det fremgår, at det var de andre, der startede, og at de ikke gider at lege, hvis de ikke må bestemme.