Foto: shurkin_son, Bigstock

Foto: shurkin_son, Bigstock

Hun blander sig i alt, selvom ingen gider høre hendes mening. Nu taler den 45-årige folkeskolelærer Alice Pedersen fra Jelling ud om, hvorfor hun ikke bare holder sin forbandede kæft.

“Hvis I spørger mig, skulle han slet ikke have været i skole i dag.”

Situationen er typisk. Nogle kolleger står på lærerværelset og taler om en dreng, de alle kender. Alice Pedersen kender ham ikke, men så ham, da en af lærerne talte med ham lige uden for lærerværelset. Hun ved ikke, at de andre lærere taler om, at drengen bliver mobbet og har det svært derhjemme, men hun synes, han så forkølet ud.

Hun ved godt, at ingen spurgte. Måske ved hun også, at de andre lærere helst så, at hun lod være med at blande sig. Det spørger vi Alice Pedersen om.

Har vel lov at have en mening
“Det kan da godt være, at de snakkede om noget andet, men derfor har man vel lov at have en mening alligevel,” lyder hendes svar.

Hun synes ikke, det er upassende, at hun bryder ind i sine kollegers samtale uden at vide, hvad de drøfter.

“Det er da et frit land, vi lever i, så hvorfor skulle jeg ikke snakke med dem, jeg vil?” spørger hun retorisk.

Ifølge flere kolleger kan det imidlertid være svært at få lov at tale sammen, når Alice Pedersen er til stede.

“Hun fylder det hele. Når vi andre spiser frokost, går Alice rundt, så hun når omkring alle borde. Hun vil vide, hvad vi taler om, men i virkeligheden er hun ligeglad og får det altid drejet over på det, hun vil snakke om,” siger en af Alices kolleger, der har valgt at være anonym.

“Nå, det er sikkert hende Agnete. Hun er ny, og hvis du spørger mig, er hun kun ude på at skabe splid,” siger Alice Pedersen.

Siger det bare, som det er
En anden kollega fortæller:

“En kollega og jeg overvejer begge at sælge vores biler og købe elcykler i stedet. Vi sad og talte om, hvad vi kunne spare om året, da Alice pludselig brød ind og sagde, at hvis vi spurgte hende, hvilket vi jo ikke gjorde, så var det noget pjat med den der nye registreringsafgift, fordi det er de rige, der får mest ud af den, mens det er børnefamilier med almindelige indtægter, der har størst brug for skattelettelser. Jeg er sådan set ikke uenig, men det var jo ikke det, vi talte om.”

Alice Pedersen forstår dog ikke, hvad kollegaen brokker sig over.

“Jeg siger det bare, som det er. Hvis man ikke kan tåle at høre sandheden, må man jo lade være med at snakke med mig.”