Foto: Dean Drobot, Bigstock

Foto: Dean Drobot, Bigstock

Ikke alene har Sørens far penge, han har også både køer, kalve, hø og halm – for ikke at tale om en guldbroderet vest.

“Den er god nok. Min far har penge. Både mønter og sedler, og han har også en del i banken.”

27-årige Søren bor i dag på Nørrebro, men er vokset op på sin fars gård på Djursland. De manglede aldrig noget, fortæller Søren.

“Det er nok, fordi min far har penge. Så kan man købe ting. Det er rart,” siger han.

Penge er dog ikke det eneste, hans far har, fortæller Søren:

“Min far har også køer. Nogle gange bliver de drægtige, og så får han også kalve. Og inde i loen er der masser af hø og halm.”

Heste – og grimme strømper
Køer og kalve er ikke de eneste dyr på Sørens fars gård.

“Han har også heste,” siger Søren.

Man skulle tro, at en mand, der både har penge, køer, kalve, hø, halm og heste, ville gå i dyrt tøj og se rig og vigtig ud. Men sådan er Sørens far ikke. Han er fra Jylland, siger Søren, og der er der ikke tradition for, at man skilter med sin velstand.

“Min far går klædt som en ganske almindelig landmand. Han har godt nok en guldbroderet vest – den går han også med, og det er nok lidt usædvanligt. Men ellers går han i ganske almindeligt og lidt kedeligt tøj – og han har altid sådan nogle grimme, lysegrå strømper på,” siger Søren.

Nummer to i en søskendeflok på syv
Søren, der er nummer to i en søskendeflok på syv, mindes, at han har haft en god og tryg opvækst.

“Min far har jo både mig og mange andre børn, men vi led aldrig afsavn, for han har jo penge, og det havde han også dengang. Det eneste, der måske ikke var så sjovt, var, at der hele tiden kom nye, bittesmå børn til, og dem skulle vi store være med til at passe,” siger han og tilføjer, at han godt ved, at han er privilegeret:

“Jeg legede med børn, der slet ikke havde den samme levestandard som os. Blandt andet en knægt, hvis far vi kaldte ‘lille far’. Han havde ingen ko, og han havde ingen penge. Han gik med sokker og havde ingen heste, og så havde han kun et enkelt barn. Jeg kan faktisk ikke huske, hvad drengen hed. Men i hvert fald ikke Søren.”