Foto: Magdevski, Bigstock

Foto: Magdevski, Bigstock

“En rørende fortælling om kvindens traditionelle rolle i hjemmet,” mener RokokoPostens anmelder om den forestilling, der udspillede sig, da Bente Andersen fra Vordingborg lørdag aften hakkede løg til den gryderet, familien skulle have til aftensmad.

Dér står hun. Bente Andersen, der i hverdagene optræder som indkøbsansvarlig for en lokal virksomhed i den sydsjællandske købstad Vordingborg. Hun er helt alene i det sort-hvide samtalekøkken, men ud gennem radioen strømmer tonerne fra melodier, man skal være mere end 50 år gammel for at huske.

Hun er ubevægelig i noget, der føles som en evighed. I virkeligheden er det nok kun femten sekunder. Måske gennemgår hun opskriften for sig selv. Måske mindes hun tiden, hvor hun stadig var ung og havde livet foran sig. Måske havde hun glemt, hvad hun var i gang med.

Vi får ikke noget endegyldigt svar på spørgsmålet. Det står åbent til fortolkning, om det, at Bente efterfølgende henter nogle løg, som hun lægger på et skærebræt, har noget med sagen at gøre. Tænkte hun på løg, da hun stod dér, helt ubevægelig?

Kniven, der deler vandene
Bente går hen til knivblokken. I en scene, der uvægerligt leder tankerne i retning af Tarkovskyijs bedste, krydret med en bittersød blanding Warhol og Wagner, lader hun fingrene glide hen over knivene, før hun udvælger en og trækker den op.

Det er en grøntsagskniv. Den ser skarp ud. Bente går tilbage til skærebrættet og begynder at pille det første løg. Så lader hun kniven dele løget i to, som delte den vandene. Man tænker på splittelse, splid, kamp og den uforsonlighed, der alt for ofte præger os mennesker.

Måske er det også det, Bente kommer til at tænke på, for mens hun skærer løget i stadig mindre stykker, begynder tårerne at pible frem fra hendes øjne.

Hvad tårerne fortæller
Hun fører bagsiden af hånden op til øjnene for at tørre dem. Det hjælper et kort øjeblik, men tårerne bliver ved med at løbe. De fortæller en rørende historie om kvindens traditionelle rolle i hjemmet. Usynlige. Ubetydelige. En fælles erfaring, som Bente deler med tusinder og atter tusinder af kvinder.

Tragedien afsluttes på sigende vis, da Bente senere serverer den færdige gryderet for en familie, der som vilddyr kaster sig ned ved bordet, nogle har ikke engang vasket hænder. De hælder maden i sig, fuldstændig uvidende om de lidelser, mor Bente har været igennem på en fridag fra et arbejde, der heller ikke er en dans på roser.