Foto: netris, Bigstock

Nyt initiativ vil afholde paneldebatter og møder i festivaltelte om, hvorfor Folkemødet overhovedet ikke er folkeligt.

“Folkemødet er elitært og bare en undskyldning fra politikere og journalister for at slubre rosé og sniksnakke, mens landet stander i våde.”

Hvis du er enig i den beskrivelse og gerne vil møde ligesindede folkemødekritikere, er der gode nyheder. Et nyt initiativ afholder over weekenden debatter og diskussioner på Nordbornholm om, hvorfor Folkemødet ikke har en skid med folket at gøre.

Ved at arrangere en række møder i hvide festivaltelte, hvor et panel diskuterer forskellige emner foran en forsamling, vil arrangørerne sætte fokus på, hvorfor Folkemødet er så dumt og ufolkeligt.

Mange var sure over det samme
RokokoPosten har mødt en af initiativtagerne, der under synonymet proud_Dane14 de seneste syv år har skrevet over 800 indlæg om Folkemødet på sociale medier og onlinekommentarspor til avisartikler.

“Det gik op for mig, at vi var mange, der gik og var sure over, at der var noget, der hed Folkemødet. Ikke fordi vi til daglig er glade for hverken politikere, journalister eller lobbyister, men når man samler alt det, vi hader, på ét sted, er det som om, raseriet får et ekstra niveau,” udtaler proud_Dane14, der selv skal deltage i to paneldebatter og være moderator på en diskussion om, hvorfor Danmarks Radio er noget lort.

Ikke så dyrt at komme til Bornholm
En af de personer, der skal deltage for første gang i debatterne om det ufolkelige folkemøde, er 52-årige Frederik Hansen fra Frederikshavn, der til daglig driver en anti-feministisk blog ved navn Man-fora.

“I mange år var jeg tilfreds med at udtale folkemøde med ekstra tryk på ‘folke’, mens jeg sagde noget sarkastisk om, at det var der ingen almindelige mennesker, der havde råd til. Men det er gået op for mig, at man kan komme til Bornholm med lavprisbusser, og at man kan bo i telt derovre og handle ind i Netto,” udtaler Frederik Hansen, der ser frem til at drikke øl og netværke med meningsfæller, mens han lytter til forfatteren Knud Romer rable usammenhængende om, hvordan alle politikere er idioter, og folkestyret er en illusion.