Foto: Subbotina Anna, Bigstock

Ingen kan være karrierekvinde, supermor og sexkilling hver eneste dag, siger livsstilsekspert Amanda Neyse og opfordrer til at skrue ned for forventningerne med forsømmelse, destruktive tanker og hårde stoffer.

“Man ved ikke, hvor hårdt det er at være kvinde, medmindre man er det.”

Sådan indleder den amerikanske livsstilsekspert Amanda Neyse sin seneste bestseller, It’s OK To Do Heroin: A Realistic Self-help Guide For Women Who Want It All. Som titlen antyder, handler bogen om at skrue ned for forventningerne til det perfekte kvindeliv.

“Kvinder bliver mødt med så mange sindssyge krav: Karrieremæssig succes, velfungerende børn, lækker krop to uger efter man har født og selvfølgelig et harmonisk ægteskab, hvor man har fantastisk sex og aldrig tænker på at være utro. Mit råd er: Slap af og tag lidt heroin. Det er helt OK,” siger Neyse og anbefaler, at man tager hendes råd, hvis man fx har brugt hele dagen på at bage kage til et forældremøde.

Alle tager heroin
“I sådan en situation vil mange pligtopfyldende mødre skamme sig over at have taget heroin, crack eller andre hårde stoffer. De snakker ikke om det, når de dukker op på skolen med de perfekte muffins. Min bog skal fjerne den slags unødvendige skyldfølelser. Ladies, alle gør det!”

Neyses bog fokuserer også en del på destruktive tanker, som man bestemt heller ikke skal skamme sig over.

“Jeg ved, at mange kvinder tænker ting som ‘Jeg er for tyk, jeg er en dårlig mor, jeg lever i et bundløst hul af sort desperation, jeg får aldrig den lønforhøjelse’. Mit råd er at svælge i de tanker i stedet for at have dårlig samvittighed over ikke at være positiv. Du behøver ikke fortælle nogen, at du tænker så negativt, så længe du selv er opmærksom på at nære de følelser,” siger Neyse og tilføjer, at hvis ens tanker fører til, at man fx slår sit barn med et læderbælte eller forsømmer sit arbejde, skal man tage det som et godt tegn.

Tag på lang druktur
“Vold mod børn kan have en terapeutisk funktion og signalere, at du endelig er klar til at passe på dig selv. Det samme kan siges om en god, lang druktur. Lad os sige, du og din mand ikke har haft sex i et halvt år, og at det virkelig er begyndt at tære på dit humør. Måske er løsningen, at du forlader ham og tager på druk i en måned!”

Amanda Neyse holder tre foredrag i Danmark til juli, hvor hun vil signere bøger og fortælle om det tre uger lange livsstilsprogram, som hun har udviklet på baggrund af sin bestseller: Letting Go Of Great Expectations: When Perfection Stops You From Not Caring At All About Anything Ever Again.

(Artiklen blev oprindeligt bragt den 17/5 2018)


Forfatterkommentar af Marta Sørensen

Listen af bøger, artikler og personlige erklæringer om såkaldt uperfekte kvindeliv er uendelig. Udsagn af typen “Så så man lige mig tage en købekage med til forældremødet, mens alle de perfekte speltmødre havde bagt glutenfri, økologiske rosinboller med sukkerfri rosiner” flyder fra livsstilsskribenter som photoshoppede træningsbilleder fra en usikker 21-årig Instagrammer. Uperfekthed er for længst blevet det nye overskud og af samme grund utrolig kedeligt.