Foto: Sanchik, Bigstock

Foto: Sanchik, Bigstock

I værste fald må man tage sin hud af, lyder det fra frilufts- og hedebølge-ekspert Kira Andersen. Hun minder danskere, der lider i sommervarmen, om, at det aldrig er vejret, men kun ens egen påklædning, der kan være noget galt med.

Er du en af de danskere, der får det dårligt i varmen og har svært ved at være nogen steder? Ser du din have visne og forgå på grund af manglen på regn? Er du i det hele taget ved at have fået nok af varme og tørke, selvom du føler, at du burde nyde det, når det så sjældent er rigtig varmt i Danmark?

Kan du svare ja til et eller flere af disse spørgsmål, skal du se at tage dig sammen. Det mener 36-årige Kira Andersen, der er professor ved Akademisk Friluftsinstitut og ekspert i menneske-hedebølge-relationer.

“Det er typisk dansk hele tiden at skyde skylden på ting uden for sig selv. Så er det indvandrernes skyld, så er det regeringens skyld, så er det vejrets …” siger hun og tilføjer:

“I virkeligheden er det kun din egen skyld, hvis du, din have eller dine afgrøder lider i sommervejret. Du kunne nemlig bare have taget noget andet tøj på!”

Lav dit eget køletøj
Kira Andersen sukker dybt ved tanken om, at så mange danskere tror, at påklædningen ikke ændrer på, at man døjer med varmen.

“Så siger de, at de får det dårligt, selv hvis de er helt nøgne. Jeg mener, hvor svært kan det være lige at tænke lidt kreativt? Man kan da bare lægge nogle køle-elementer i fryseren om aftenen og sætte dem på sit tøj – så kan man da nemt holde sig sval i mange timer. Og ellers må man jo tage sin hud af, for vejrets skyld er det i hvert fald ikke,” fastslår hun.

Gælder også landmændene
Det gælder i øvrigt også landmænd og have-ejere, at de bare må tænke kreativt og klæde sig efter vejret, mener Kira Andersen. Så skal afgrøder og græsplæner nok klare sig.

“Jeg forstår slet ikke al deres brok. Som om de ikke bare kunne tage noget andet tøj på, så deres planter ikke blev helt visne og afsvedne af solen. Eller de kunne endda overveje at give deres planter det rigtige tøj på, men nej, så er det nemmere at beskylde vejret for at ødelægge det hele,” siger hun og slutter:

“Jeg har simpelthen ingen respekt for folk, der nægter at tage ansvar for sig selv.”