Foto: Elnar, Bigstock

En 31-årig indbrudstyv har til sin store overraskelse opdaget, at ikke alle mennesker uretmæssigt tager andres ejendele.

Igennem de sidste seks år har den 31-årige Victor Madsen fra Randers primært tjent til dagen og vejen gennem villaindbrud og brugstyveri i større danske dagligvare- og detailbutikker. Men det skal være slut nu. Forleden havde Victor nemlig en øjenåbnende oplevelse.

Ikke alle stjæler
“Altså, der skete det, at jeg mødtes med en af mine gamle klassekammerater fra folkeskolen, og vi snakkede om, hvad vi gik og lavede. Efter at han forklarede, at han har en fin karriere som ingeniør i Aarhus, fortalte jeg, at jeg er i indbrudsbranchen, hvor det også går ret godt, særligt efter at der er kommet gang i økonomien. Jeg fortæller dog også, at de svingende indtægter godt kan være lidt stressende,” siger han og fortsætter:

“Min gamle ven så helt forkert ud i hovedet. Han fortalte mig, at det virkede som en noget problematisk levevej, og redegjorde for, at tyveri er forbudt og socialt uacceptabelt.”

Da faldt femøren for Victor, og en række oplevelser blev pludselig sat i relief.

“Jeg har altid troet, at alle mennesker stjal, fordi det er en enormt nem måde at få de ting, man gerne vil have, på. Men jeg har faktisk flere gange oplevet, at folk blev meget oprevede, hvis de kom hjem, mens jeg var i gang med at tage deres tv. Jeg har også siddet i fængsel i en periode i 2016. Set i bakspejlet giver det god mening, hvis tyveri ikke er noget, som alle gør, men som kun er udbredt hos en lille gruppe kriminelle som mig.”

Overvejer job hos SKAT
Victor Madsen er i tvivl om, hvordan han fremover skal ernære sig, men han fået en idé, som han vil arbejde videre med.

“På et mere filosofisk plan har jeg talt med nogle flinke unge mennesker fra Liberal Alliances Ungdom, som er meget overbeviste om, at indkomstskat er tyveri. Derfor har jeg overvejet at søge job hos SKAT, hvor jeg i givet fald ville kunne fortsætte mit virke uden at komme på kant med loven. SKAT driver tydeligvis ikke en særlig effektiv forretning, hvorfor jeg tror, at mine evner kan højne indtjeningen markant.”