Foto: Kim Vadskær, Wikipedia

Den tidligere miljøminister Esben Lunde Larsen mener, at hans hårde arbejde bærer en stor del af æren for, at hele 250 danske drikkevandsboringer netop er blevet lukket. I dagens anledning har han belønnet sig selv med en høj snegl med chokoladeglasur.

“Lokale drikkevandsboringer er alt for dyre for det danske samfund, og derfor er det godt, at så mange nu bliver lukket. Vi har gennem mange år været alt for uambitiøse i Danmark og kun lukket omkring 50 om året. Derfor er jeg glad for, at den konkrete plan, som jeg lagde sammen med landmændene, endelig giver resultater i hele landet.”

Sådan siger en stolt Esben Lunde Larsen, da RokokoPosten besøger ham for at høre hans reaktion på, at 250 drikkevandsboringer netop er blevet lukket.

Hårdt arbejde bærer frugt
Selvom Jakob Elleman-Jensen er miljøminister i dag, mener Esben Lunde Larsen, at det er fair nok, at han tager en del af æren, da lukningerne af drikkevandsboringerne for alvor tog fart i Lunde Larsens ministerperiode.

“Det er ikke mindst på grund af mit hårde arbejde med ikke at udlevere centrale dokumenter fra Miljøstyrelsen til Folketinget, at der ikke blev indført forbud mod at sprøjte nær drikkevandsboringer,” fortæller han begejstret og tilføjer, at han planlægger at markere det store antal lukninger med kage.

Da Esben Lunde Larsen ikke længere har noget ministerium eller embedsværk at dele kagen med, nøjes han i dagens anledning med en enkelt høj snegl med chokoladeglasur.

“Den mørke glasur ligner forurenet vand, der stille siver ned i alle afkroge af sneglen, så det passer godt,” siger han.

Det bedste for Danmark
Esben Lunde Larsen indrømmer, at han kortvarigt var i tvivl om, hvorvidt lukninger af drikkevandsboringer egentlig er noget, man fejrer. Men efter at have drøftet sagen med Søren Pind besluttede han, at en fejring var det eneste rigtige.

“Som Søren sagde til mig, er danskerne ikke i stand til at se længere end til deres egen vandhane. De ved derfor ikke, hvad der er bedst for Danmark på lang sigt. Det her er bare endnu et eksempel,” siger Lunde Larsen og fortsætter:

Jeg vil straks skrive en artikel til WRI (den grønne tænketank, som Lunde Larsen arbejder for, red.) om de gode resultater. Så ved Lars Løkke Rasmussen også, at han får noget positiv omtale for sine ulandskroner, og så skal præstationen naturligvis på mit CV, næste gang jeg redigerer det.”