Foto: Yastremska, Bigstock

Foto: Yastremska, Bigstock

Ved hjælp af overvågningskameraer og en mikrochip, der indopereres under huden, vil Udbetaling Danmark fremover stå stærkere i kampen mod socialt bedrageri.

I et udkast til en politisk aftale skitserer regeringen med skatteminister Karsten Lauritzen (V) i spidsen en plan for at komme socialt bedrageri til livs.

Aftalen indebærer, at man fremover kun er berettiget til sociale ydelser, hvis man giver Udbetaling Danmark lov til at opsætte overvågningskameraer i alle rum, samt at alle husstandens medlemmer får indopereret en mikrochip under huden på den hånd, de bruger mest.

“Det er et glædeligt fremskridt, der tilmed er ægte liberalt,” jubler skatteministeren under et pressemøde.

Regner med at fange “en pæn sjat” snydere
Kritiske røster peger på, at der er tale om en alvorlig krænkelse af privatlivets fred, og at tiltaget bliver så dyrt i drift, at det næppe kan finansieres med det beløb, man kan spare ved at opdage socialt bedrageri. Det, mener Karsten Lauritzen, er der ikke hold i:

“For det første er der jo tale om modtagere af sociale ydelser, og de fleste vil sikkert hellere døgnovervåges end miste den unikke mulighed for at leve af andres penge uden selv at røre en finger. Desuden regner vi skam med at fange en pæn sjat snydere. Vi må huske på, at det anslås, at socialt bedrageri koster statskassen næsten en tyvendedel af, hvad banker og store multinationale selskaber snyder os for. Der er bestemt ikke tale om småpenge.”

Kan afsløre sort arbejde og enæggede tvillinger
Andre kritikere mener, at døgnovervågning af alle hjemmets rum må være rigeligt, og at mikrochippen derfor er overflødig. Her påpeger Karsten Lauritzen, at den lille mikrochip, der i øvrigt indopereres ganske smertefrit og slet ikke kan mærkes derefter, tjener et vigtigt formål:

“Kameraerne kan kun overvåge borgerne i hjemmet. Derfor er de nytteløse, når det gælder sort arbejde. Her kommer chippen ind i billedet, da vi via den kan spore, hvor borgerne opholder sig og dermed lettere opdage, hvis de arbejder sort. Desuden sender chippen et signal om, hvem der tænder for lyset eller vandet, åbner køleskabet eller lignende i de overvågede hjem. På den måde kan vi undgå, at man fx snyder ved at lade sin enæggede tvilling lukke sig ind i ens hjem, mens man selv bor hos en kæreste, selvom man får boligstøtte som enlig forsørger.”