Foto: viewapart, Bigstock

Foto: viewapart, Bigstock

“Det bliver et eksperimentelt rum med stole, borde og fadølsanlæg, hvor studerende kan mødes og sige ting, der ikke er lovlige på resten af uni,” siger idémagerne, der har fået hjælp til realiseringen af KU’s innovation hub.

“Hvorfor strikker kvinder? For at have noget at tænke på, mens de taler.”

“Hvis det var meningen, at kvinder skulle køre bil, havde der vel været rat i deres side.”

Grove, chauvinistiske vittigheder som disse må ikke længere fortælles på Københavns Universitet. Men snart får universitetet et helt særligt rum, hvor der alligevel er plads til ting, der ellers ikke accepteres.

Det er en gruppe kandidatstuderende, der har mødt hinanden via universitetets innovation hub, som har udviklet et koncept, der skaber et eksperimentelt og uformelt rum, hvor studerende kan undersøge og afprøve samværsformer, der ikke ellers tolereres inden for universitets mure.

Stort kreativt potentiale
Lektor Anders Mikkelsen, der har støttet de studerende i konceptudviklingen, ser et stort kreativt potentiale i projektet.

“Ved at skabe rum for, at de studerende kan gøre ting, der ellers er forbudte, giver vi dem adgang til områder i dem selv, som de ellers ikke har mulighed for at få kontakt med. At der bliver mulighed for at indtage et glas fadøl undervejs i processen, vil ganske sikkert understøtte dette potentiale,” siger han.

Han er meget begejstret over de studerendes projekt og glæder sig til at se, hvordan de studerende vil tage imod det nye rum.

Også initiativtagerne selv er spændte på, om de mange, mange timer, de har brugt på konceptudvikling, bærer frugt.

Nyskabende koncept uden navn
“Vi har virkelig tænkt ud af boksen for at udvikle det her koncept. Det er helt ukendt terræn, hvor vi har taget udgangspunkt i undervisningslokalets borde og stole, men tilføjet et fadølsanlæg for at signalere, at det her rum er noget helt andet,” siger 26-årige Maja Rørbæk, der tilføjer, at man godt kan betragte det som et læringsrum, selvom der ikke er tale om et undervisningslokale.

“Vi betragter det som et laboratorium, hvor de studerende kan udfolde sig frit og være sammen under uformelle former, for eksempel fredag eftermiddag, når ugens undervisning er slut,” siger hun.

Det eneste, konceptet mangler, er et navn. Derfor overvejer initiativtagerne at afholde en navnekonkurrence i forbindelse med åbningsreceptionen midt i oktober.