Foto: Leonardo Da Vinci & RokokoPosten
“Maleriet blev desværre ikke mere værd af, at vi skar det i strimler,” siger museets direktør. Reaktionen kan have noget at gøre med, at nogen faktisk har gjort sig umage med værket, siger kunsthistoriker.
I går aftes skete det: Mens hundreder af turister vandrede langsomt forbi Mona Lisa på det franske kunstmuseum Louvre, begyndte maleriet at bevæge sig. Det gled ned under rammen, og da det kom frem igen, var den velkendte kvinde med det mystiske smil skåret i strimler.
“Natten til onsdag havde vi installeret en makulator, der skulle gå i gang præcis klokken fire om eftermiddagen. Vi havde sat kameraer op, der kunne dokumentere makuleringen og fange gæsternes reaktioner,” fortæller Louvres direktør, Jean-Luc Martinez, om den begivenhed, der har rystet kunstverdenen.
En milliard dollars ned i foret
Formålet med at makulere Leonardo da Vincis Mona Lisa, verdens nok mest berømte kunstværk, var at efterligne den britiske kunstner Banksy. Forleden begyndte hans værk Balloon Girl at makulere sig selv, da det blev solgt for over en million pund på en auktion. Siden har kunstkendere vurderet, at den chokerende happening har fordoblet værkets værdi.
“Vi tænkte, at det samme ville ske, hvis vi rev en bid af Mona Lisa i stykker. Det ville betyde knap en milliard dollars lige ned i foret,” siger Martinez, hvis forhåbninger desværre ikke er blevet opfyldt.
“Eftersom halvdelen af værket er skåret i strimler og dermed ødelagt, vurderer vi, at også den økonomiske værdi er halveret,” lyder det fra det britiske auktionshus Christie’s, der bakkes op af det amerikanske auktionshus Sotheby’s og en række anerkendte kunsthistorikere.
Lad være med at efterligne Louvre
“Den negative reaktion kan skyldes, at nogen faktisk har gjort sig umage med kunstværket i stedet for at gejle en stemning op over en stencil, som man med lidt snilde selv kan gå hjem og lave,” siger den franske kunsthistoriker Louise Courbet, der ikke anbefaler, at andre kunstmuseer forsøger at efterligne Louvres happening:
“I hvert fald ikke hvis man ejer genstande, hvor kunstneren har brugt mere tid på at skabe værket end på at ævle om, hvad det skal repræsentere i en senkapitalistisk forbrugskultur.”
