Foto: Sabuhi, Bigstock

Borgmesteren i en mellemstor dansk provinsby mener, at det skal være bevist, at folk dør som en direkte følge af en kritiseret lovgivning, inden han vil overveje at ændre den.

Over nogle uger har man i en jysk by med knap 40.000 indbyggere intenst diskuteret en ny lovgivning, som har givet byens socialforvaltning nye muligheder. Mange finder imidlertid tiltagene problematiske, fordi de mener, at loven kan få alvorlige konsekvenser for svage borgere.

Borgmester: Lad os se tiden an
Men nu skærer byens borgmester, Bo Madsen, igennem og erklærer, at han ikke mener, at der er nogen grund til at søge lovgivningen ændret. Medmindre det kan bevises, at borgere afgår ved døden som følge af den.

“Der er ingen tvivl om, at det kræver lig på bordet, før jeg går til Folketinget med en opfordring til at ændre lovgivningen,” siger han og uddyber:

“Og når jeg siger lig, vil jeg gerne understrege, at jeg mener lig i flertal. Hvis der blot er tale om et enkelt dødsfald, er det svært at udelukke, at det ikke bare er en statistisk tilfældighed. Derfor synes jeg, man skal se tiden an.”

Tina Jespersen er en del af oppositionen i byrådet og mener, at borgmesterens udmelding er dybt problematisk.

“Vi kan ikke vente på, at borgerne dør, før vi gør noget. Som politikere bliver vi nødt til at tage ansvaret for vælgernes velfærd på os og sørge for, at eventuelle trusler mod deres velbefindende ikke fører til, at der kommer lig på bordet. For på det tidspunkt er det indlysende for sent at fortryde.”

Politik er svært at overskue
Det argument afviser borgmester Bo Madsen imidlertid kategorisk.

“Helt ærligt, så kan alt muligt i samfundet slå folk ihjel, og politik er altså ret svært at overskue. Hvis vi hele tiden skal være bange for, at borgerne dør som en følge af det ene eller andet, får vi jo aldrig gjort noget som helst. Derfor mener jeg, at det ansvarlige er at vente og se, hvad der sker. Og så kan vi måske genoverveje lovgivningen, hvis folk går hen og dør,” siger han og tilføjer:

“Desuden skal man være opmærksom på, at alle borgere skal dø før eller senere. Hvis et par stykker giver et par år af deres liv til at få trykprøvet kvaliteten af lovgivningsarbejdet, synes jeg egentlig, det er givet ret godt ud.”