Foto: caraman, Bigstock

Fortidens jæger-samlere er superrelevante, når vi taler bæredygtighed, fortæller Nationalmuseets direktør, Rane Willerslev, der mener, at arkæologer og museer skal tænke mere tværfagligt.

“I dag forsøger privatpersoner, virksomheder og politikere at handle mere bæredygtigt. Der skal vi forskere og museumsfolk vise, hvordan stenaldermenneskene gjorde, så vi nutidsmennesker kan gøre dem kunsten efter,” siger Nationalmuseets direktør, Rane Willerslev, som opfølgning på sin nylige udtalelse om, at museets udstillinger skal trække tråde mellem fortid og nutid.

Som eksempel på bæredygtig opførsel i fortiden nævner Willerslev jæger-samlernes forkærlighed for ferie i nærområderne.

“I stedet for at have dårlig samvittighed over at tage flyveren til Thailand tog de konsekvensen og tilbragte deres fritid på og omkring bopladsen, fx med at samle urter eller hygge sig ved dødslejet, når et familiemedlem havde fået blodforgiftning på grund af en rift i fingeren,” siger han og tilføjer, at selv de store rejser blev foretaget til fods – eller på ladcykel.

“Hvis klimaet ændrede sig, forfaldt jæger-samlerne ikke til at tage bilen, men nøjedes med at videreudvikle deres første opfindelse, nemlig hjulet. De krydsede nutidens landegrænser, ikke med Ryanair, men på en langt sundere og mere autentisk facon. Jeg føler mig meget forbundet med dem, når jeg går eller cykler hele vejen fra Amager til min arbejdsplads i Indre By, og det er trist, at så få danskere har blik for den måde at transportere sig på.”

Naturvin med sugerør
Willerslev fortæller, at han også er i gang med et tværfagligt projekt om alkohol, hvor arkæologer og antropologer undersøger lighederne mellem jægersamlernes alkoholforbrug og nutidens forbrug af naturvin.

“Meget tyder på, at stenaldermenneskene bare smed en bunke frugt i et hjørne, lod det gære og drak saften med et sugerør af bark. For nylig var jeg på en vinbar, hvor jeg tror, de gør noget af det samme. Det smagte i hvert fald sådan.”

Agil ledelse i gnujagt
Stenalderkulturer kan bruges som inspiration til ikke blot et mere bæredygtigt liv, men bedre ledelse.

“I dag taler vi meget om agil ledelse, og der var jæger-samlerne first movers. De kunne bruge flere dage på at sætte efter en gnu, men hvis gnuen pludselig vendte om og angreb en af dem, var de hurtige til at tage ejerskab på situationen og se nye muligheder for innovation,” siger Rane Willerslev.