Foto: cthoman, Bigstock

Mandlige rollemodeller med sunde værdier er nødvendige i en kvindedomineret branche, lyder det fra præster overalt i det katolske Europa. Dejligt at se mændene komme på banen, mener BUPL.

I mange år har fagforbundet BUPL forsøgt at lokke flere mænd ind i pædagogfaget uden de store resultater. Men nu får de hjælp fra uventet kant: Katolske præster over hele Europa erklærer nemlig, at meget gerne vil arbejde som pædagoger, når de ikke holder gudstjenester eller udfører andet kirkeligt arbejde.

“Daginstitutionerne er voldsomt kvindedominerede, men børn har også brug for mandlige rollemodeller med sunde værdier. Hvad kunne være bedre end en præst, der kan lære børnene om pligtfølelse, sammenhold og næstekærlighed?” lyder det fra Szymon Kowalski, der er katolsk præst i Aalborg og tilbyder sin hjælp som pædagog tre eftermiddage om ugen.

“Typisk forbinder man ikke den katolske kirke med ligestilling, men det er langsomt ved at ændre sig, især med pave Frans’ mere liberale tilgang. Vi vil gerne vise, at man sagtens kan være en traditionsrig institution samtidig med, at man tilbyder konkrete løsninger i en moderne dagligdag,” siger han.

Næstekærlig gerning i Jesu ånd
Sammen med flere hundrede præster i hele Europa har han dannet et netværk, der besøger lokale børnehaver for at finde ud af, hvor der mangler mandlige pædagoger.

“Det gør der stort set overalt, og som regel er de andre ansatte meget hårdt spændt for med mange børn per pædagog. Så de er bare glade for at få noget hjælp,” siger Kowalski og understreger, at ingen af præsterne forventer betaling for deres arbejde.

“Vi udfører en god, næstekærlig gerning i Jesu ånd.”

Flere fysiske lege
Hos BUPL er man begejstret for den uventede håndsrækning.

“Vi har sagt siden Hans Hedtofts tid, at børnehaverne er underbemandede, men ingen har lyttet. Det er glædeligt at se mændene komme på banen, men også meget symptomatisk for samtlige regeringers uambitiøse holdning til vores børns fremtid, at en udefrakommende institution skal løse problemerne,” lyder det fra en talskvinde, der er enig med præsterne i, at børnene har brug for mandlige pædagoger.

“De kan måske lege mere fysiske lege, være aktive i naturen, tumle og den slags. Det glæder vi os til!”