Foto: Kent MacElwee, Flickr

Foto: Kent MacElwee, Flickr

Børn skal være robuste og få masser af frisk luft og motion, mener den cambodjanske oprørsleder Pol Pot. Han vil derfor fjerne bjergbønders børn fra deres familier og give dem en opbyggelig fremtid som soldater.

Saloth Sar er en mand med en plan. Sar, der de sidste mange år har kaldt sig Pol Pot, vil være en mægtig diktator – den mægtigste, verden endnu har set. Hans mål er at skabe en kommunistisk folkerepublik, og det er især Cambodjas børn, der motiverer ham.

“Der er så mange børn i bjergegnene, der går for lud og koldt vand. Mit hjerte bløder for de stakkels små og deres familier, så jeg har besluttet mig for at hjælpe dem,” siger han og understreger, at der ikke er tale om tvangsfjernelse, men blot et tilbud om uddannelse og en god fremtid, som det næppe er klogt at sige nej til.

Naturoplevelser og folkedrab
Som børnenes diktator vil Pol Pot sørge for, at landets børn får en masse gode og opbyggelige oplevelser, som kan styrke deres karakter og gøre dem til robuste samfundsborgere.

“De skal ud af den armod, der tvinger dem til at knokle døgnet rundt sammen med de voksne bønder. I stedet skal de ud at gå nogle lange ture i naturen, lære at slå folkefjender ihjel og den slags,” siger han og tilføjer, at det med diktator selvfølgelig kun er i en overgangsperiode:

“Jeg ved ikke helt, hvad jeg vil kalde mig, når jeg efter en periode indfører demokrati. Måske ‘børnenes leder’ eller ‘børnenes statsminister’.”

Vellykket pilotprojekt
Pol Pots uddannelsesprojekt er allerede blevet testet i et pilotprojekt med børn og unge mellem 12 og 16 år. En af dem, 13-årige Sothy Chey, fortæller, at han har fået meget ud af at være med:

“I begyndelsen var det lidt grænsoverskridende at slå mennesker ihjel. Men nu ved jeg, at det er fjender, som vi er nødt til at dræbe, ligesom vi dræber de vilde dyr, der ødelægger markerne og angriber vores nyttedyr. Jeg er helt klart blevet mere moden og kynisk. Det er vigtigt, tror jeg, hvis man skal klare sig godt i samfundet.”

Hvis alt går vel, vil Pol Pot iværksætte et større projekt med endnu flere børn til næste år, hvor han håber på at overtage magten og indføre et demokratisk, kommunistisk paradis, hvor alle børn er glade og gode til at dræbe folkefjender.