Foto: Arno Mikkor, Wikimedia Commons
Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) ville ønske, at han kunne indrette sit kontor for færre penge. Desværre tvinges han af strukturelle kræfter, forklarer han.
“Jeg og Liberal Alliance sætter en ære i at bruge de penge, som andre mennesker indbetaler i skat, så folk får mest muligt igen for dem. Derfor nager det mig, at jeg var nødt til at bruge flere hundrede tusind kroner på at indrette mit kontor.”
Måske tror du, at landets udenrigsminister er en meget magtfuld person. Virkeligheden er en anden, forklarer ministeren. For som minister er man tvunget til at leve op til visse standarder. Disse standarder koster penge. Og selvom det ikke stemmer overens med Liberal Alliances værdier, har ministeren intet valg.
“Jeg er nødt til at bruge uhyrligt mange af andre menneskers penge til at skabe mig et image, der signalerer til omverdenen, at jeg er en vigtig og kompetent person. Så jeg må bruge løs af skatteydernes penge til at indrette mit kontor, byde på dyre middage og alt det, man er nødt til for at blive taget alvorligt som en autoritet. Der er simpelthen ikke andre muligheder. Var der det, ville jeg selvfølgelig have benyttet mig af dem,” lyder det fra Anders Samuelsen.
Risikerer at blive til grin
Han støtter hovedet i hænderne og ser tankefuld ud.
“Jeg ville ønske, at jeg kunne gå imod strømmen og indrette et simpelt kontor med billige møbler. Altså, at gå foran som et godt eksempel og forlange, at vi magtmennesker tager hinanden alvorligt, selvom vi ikke er iklædt og omgivet af ting, som almindelige mennesker aldrig får råd til at købe. Men det er desværre umuligt. Det kræver mandsmod og integritet, for jeg risikerer jo at blive til grin. Det er jeg selvfølgelig også blevet nu, men så har jeg da en masse herlige materielle goder,” funderer han.
Ikke som de arbejdsløse
Ministeren erkender, at man godt kan tale om frås med skatteydernes penge. Der er dog ikke tale om snyd eller misbrug, understreger han:
“Det er ikke misbrug af offentlige midler og kan for eksempel ikke sammenlignes med de arbejdsløse, der hæver fra statskassen i stedet for at finde et sted, de kan tjene deres egne penge. Jeg kan jo ikke selv gøre for det. Her er der tale om nogle komplekse samfundsmæssige strukturer, som jeg ikke selv er herre over. Så det er noget helt andet end arbejdsmarkedet.”
