Belish, Bigstock

Mennesker med iskiassmerter begrunder ofte deres opførsel med et alkoholmisbrug. Men måske kan kommissionsformand Jean-Claude Junckers ærlighed være med til at bryde tabuet.

Forleden var Anton J., hvis fulde navn er redaktionen bekendt, til en større konference i udlandet. Den første dag kom en kvinde hen for at vise ham, hvor han skulle holde sit oplæg.

“Pludselig kan jeg mærke, at min iskias begynder at te sig. Det jager ned i mit højre ben, og idet jeg skal give kvinden hånden, ryger begge mine arme op på hver side af hendes hoved, så hendes hår flyver til alle sider. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre, for mine hænder kan ikke komme ned igen, og jeg ender med at give hende et akavet kys på kinden,” siger Anton, der har døjet med iskiassmerter i knap ti år.

Giver umotiverede lussinger
Som mange andre iskiaspatienter skammer Anton sig over sin lidelse og de pinlige optrin, som den forårsager. Han finder derfor på undskyldninger for, hvorfor han eksempelvis purrer op i fremmede menneskers hår eller giver dem umotiverede lussinger.

“Jeg ringer tit folk op, efter at noget pinligt er sket, og fortæller dem, at jeg var voldsomt beruset, og at jeg har et alkoholproblem. Det forstår de som regel godt og kan sagtens tilgive mig,” fortæller Anton, der dog har svært ved at tilgive sig selv.

“Det er ubehageligt at lyve konstant, fordi skammen over min ryglidelse er så stor. Men jeg trøster mig med, at vi er mange derude, og at en mand som Juncker ikke skammer sig.”

Juncker bryder tabuet
Anton J. henviser til kommissionsformand Jean-Claude Juncker, der flere gange har stået offentligt frem og talt om sine iskiassmerter.

“Jeg har tit kigget på ham og tænkt, at når en mand i så høj en stilling kan indrømme, hvordan det virkelig står til, kan jeg også sige sandheden og bryde tabuet,” siger Maria, hvis rigtige navn er redaktionen bekendt, og som tidligere er gået langt for at skjule sin ryglidelse.

“Jeg opholdt mig i seks uger på et afvænningscenter for alkoholikere, selvom jeg næsten ikke drikker. Det var ikke sjovt at være væk fra mine børn så længe, men alternativet var at fortælle dem, at deres mor altså døjer med iskias. Det kunne jeg ikke byde dem.”