Foto: Folketinget

SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, har i flere år haft problemer med kalk i sine afløb. Men da hun i går hældte 15 liter Coca-Cola i håndvasken, indtraf miraklet. Hun mener derfor, at den udskældte multinationale gigant er blevet misforstået, idet der blot er tale om et naturligt rengøringsmiddel.

“Det var en tragedie under opsejling. Børnene risikerede at få huller i deres mælketænder, få diabetes eller udvikle sukkerafhængighed. Jeg måtte bogstavelig talt handle for at redde de små fra dette kapitalistiske giftstof.”

Tirsdag formiddag var SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, på sin ugentlige indkøbstur i den lokale SuperBrugsen, idet hun manglende økologisk quinoa og biodynamisk urtete. Pludselig så hun fire børn bevæge sig hen mod pallen med halvanden liters Coca-Cola-flasker. Hun valgte derfor at købe de sidste ti flasker, der var på tilbud, for næsen af børnene.

Kalk var helt opløst
Hjemme glædede hun sig til at se, hvordan ikke engang hendes kloak ville bryde sig om den vulgære amerikanske læskedrik. Men den kronisk tilstoppede vask kunne simpelthen ikke modstå de brune dråber. For efter kort tid stirrede Pia ned i et skinnende blankt afløbsrør.

“Kalken var helt opløst og skyllet væk. Jeg var virkelig imponeret over, hvor effektiv en kalkfjerner der var tale om,” siger hun.

Pia Olsen Dyhr mener nu, at den verdensomspændende Coca-Cola-koncern er blevet misforstået og udnyttet af skruppelløse reklame- og kommunikationsfolk, der har rådet firmaet til at markedsføre deres produkt som en læskedrik. Vi står over for en af historiens største skandaler, hvad angår kapitalismens udnyttelse af svage mennesker, siger hun.

Ajax smager som helselæskedrik
Pia Olsen Dyhr vil tage initiativ til at gennemgå læskedriksbranchen for at se, om der skulle være omvendte eksempler, hvor ubrugelige rengøringsmidler i stedet viser sig at være fødevarer.

“Produkter som Ajax og Snuggle-skyllemiddel markedsføres som rengøringsartikler, men smager egentlig ikke værre end de fleste læskedrikke købt i helsekostbutikker. Jeg frygter, at vi blot har set toppen af isbjerget, og at mange af disse såkaldte rengøringsmidler reelt er uskyldige drikkevarer.”