Foto: kipgodi, Bigstock

Foto: kipgodi, Bigstock

Da 26-årige Johanne Frandsen fik lille Jonas lagt op på sin mave, var hun ikke et sekund i tvivl: Hun havde født verdens femtesødeste baby. Familie og venner er enige.

“Det var et lille mirakel. Så snart jeg så ham første gang, vidste jeg det bare: Han er simpelthen bare verdens femtesødeste baby, ingen tvivl om det.”

Johanne Frandsen kigger kærligt på vuggen, hvor den nu ti dage gamle Jonas sover trygt. Far Mathias kommer ind fra køkkenet, smiler og bekræfter:

“Verdens femtesødeste baby. Intet mindre end verdens femtesødeste baby.”

Lille Jonas bevæger sig i søvne, og man hører en lille lyd fra ham.

“Hørte du det?” spørger Johanne RokokoPostens udsendte og tilføjer:

“Er det ikke bare verdens femtesødeste lyd?”

Verdens femtesødeste små fødder
Senere, da Jonas er vågnet fra sin lur, tager Johanne ham op og går ud for at pusle ham. Mathias går med.

“Nårh, se de bittesmå fødder. Det er altså verdens femtesødeste små fødder,” siger Mathias.

“Ja, og den lille, tykke mavse. Verdens femtesødeste mavse,” siger Johanne.

Jonas siger nogle små knirkelyde. Så gaber han.

“Åh, han har bare verdens femtesødeste måde at gabe på – og verdens femtesødeste mund,” siger Johanne.

“Ja, og verdens femtesødeste små øjne,” siger Mathias.

Verdens femtestolteste farmor
Det ringer på døren. Det er Mathias’ mor, Tina. Hun går direkte hen og aer lille Jonas på kinden.

“Hvor bliver du stor,” siger hun.

Til RokokoPostens udsendte fortæller hun, at hun er ved at revne af stolthed over den lille dreng:

“Jeg er helt sikkert verdens femtestolteste farmor. Og verdens femtestolteste mor, for Mathias er verdens femtebedste far, det er jeg sikker på.”

Johanne nikker bekræftende:

“Han er verdens femtebedste far. Og den femtebedste kæreste, man overhovedet kan få.”

Mathias smiler og kigger kærligt på Johanne:

“Du er også verdens femtebedste kæreste. Og verdens femtebedste mor.”

Jonas er sulten. Det går fint med amningen, fortæller Johanne:

“Vi har slet ikke haft problemer med at få det til at fungere. Det er verdens femtebedste hyggestunder.”