Foto: Ilike, Bigstock

En mor fra Skovlunde har indgået en pagt med Djævelen efter at have set DR’s børneprogram Onkel Reje. Det har gjort hendes liv som mor, karrierekvinde og femme fatale meget nemmere.

“Det er bedre at regere i Helvede end at tjene i Himlen.”

37-årige Carina Larsen fra Skovlunde har netop tændt for DR-programmet Onkel Reje. Hendes tre børn sidder tryllebundet og ser Lucifer, den smukkeste af alle engle, holde sin hånd ud mod dem. Hans tone er på én gang sukkersød og bydende. Bag ham står Mammon, Beelzebub, Belial og Moloch. Vi er i Pandemonium, hovedstaden i Helvede og hjemsted for de faldne engle.

Løsningen stod i Kristeligt Dagblad
“Jeg har længe syntes, det var hårdt at være mor med stort M for mine tre guldklumper, Caroline, Bodil og Storm, samtidig med at jeg var karrierekvinde og superhot femme fatale for min mand Flemming, der er chefkonsulent,” udtaler Carina, da RokokoPosten møder hende i parcelhuset i Skovlunde.

Først da Carina læste et indlæg i Kristeligt Dagblad, fik hun løsningen serveret. Her advarer tidligere biskop Steen Skovsgaard nemlig mod DR-programmet Onkel Reje, der ifølge Skovsgaard rummer budskabet om, at “en pagt med det onde er lig succes”.

Efter at Carina indgik en sådan pagt og kunne nyde godt af satanisme, blev hendes hverdag nem. Den pastelfarvede stue er skinnende ren og bærer på ingen måde præg af, at der bor tre børn i alderen to til 12 år. RokokoPostens udsendte konstaterer også, at Carina ikke ser ud til at være en dag over 24.

Karinas sjæl var alligevel rimelig laset
“Med djævlepagten har jeg fået tid til yoga og mindfulness. Jeg spiser også sundere,” siger Carina og bekræfter, at Djævlens pris for succes var hendes sjæl.

“Det var rørende billigt. Min sjæl var alligevel rimelig laset på grund af Flemmings notoriske utroskab, et mindreværdskompleks omkring min efterfødselsmave og det faktum, at jeg har læst dameblade, siden jeg var 14. Det eneste, jeg fortryder, er, at jeg ikke gjorde det noget før.”