Foto: Mogens Engelund, Wikipedia

Et all star dream team. Sådan beskriver finansmand og politiker Klaus Riskær Pedersen sit nye partis kandidatliste, der byder på en tidligere byggematador, en forhenværende leder i Socialstyrelsen og en nyligt fratrådt bankdirektør.

Klaus Riskær Pedersen har på rekordtid indsamlet underskrifter til sit nye politiske parti, der er opkaldt efter den kendte finansmand selv. Partiet har allerede opstillet flere kandidater, der er ukendte i offentligheden, men ved et pressemøde onsdag fortæller partistifteren, at også en række mere kendte danskere stiller op.

Stor erfaring med enorme pengestrømme
“Det er en stor fornøjelse at kunne fortælle, at den tidligere direktør for Danske Bank, Thomas Borgen, bliver kandidat for partiet Klaus Riskær Pedersen,” siger Riskær og fortsætter:

“Banksystemet ligger mit hjerte meget nært. Thomas Borgen har en omfattende erfaring med håndtering af enorme pengestrømme, også internationalt, og jeg tror, at han vil være den helt rette til eksempelvis at reorganisere Finanstilsynet og få sat skik på SKAT.”

Riskær fortæller, at en anden kendt dansk finansmand er kommet med på holdet. Det drejer sig om den tidligere byggematador Kurt Thorsen.

“Jeg er utrolig glad for, at Kurt vil bidrage med sin erfaring, og jeg er sikker på, at hans viden om dansk byggeri vil vise sig uvurderlig for partiet,” siger Riskær og fortæller, at Thorsen allerede barsler med planer om en broforbindelse fra Bornholm til København, der skal finansieres ved at oprette en schweizisk baseret fond, som opfører broen og leaser den tilbage til sig selv på timesharebasis.

Låsby-Svendsen ansat som partisekretær
Den seneste kandidat, som partiet opstiller, er den 64-årige Britta Nielsen fra Hvidovre.

“Det er vigtigt at understrege, at Klaus Riskær Pedersen er et parti med social samvittighed. Britta har en omfattende erfaring som afdelingsleder i Socialstyrelsen, hvor hun med stor kreativitet og idérigdom håndterede midlerne til de allersvageste i samfundet, og er derfor oplagt som den, der skal stå for vores socialpolitik,” siger Klaus Riskær Pedersen og tilføjer, at han desuden har ansat den østjyske ejendomsinvestor Låsby-Svendsen som organisatorisk partisekretær.