Foto: ajn, Bigstock
29-årige Alice tilhører den lille minoritet af mennesker, der trives bedst med jævnligt at slå andre mennesker ihjel. Nu står hun frem for at gøre op med dæmoniseringen af seriemordere.
I mange år har hun levet et dobbeltliv. Da hun var teenager, var hun klassens stille pige. Ingen vidste, at hun bar på en dyster hemmelighed: Når de andre piger gik til dans eller ridning, tog hun ud for at finde en at slå ihjel.
I dag er Alice 29 år. Hun bor i en mellemstor by på Sjælland og har et helt almindeligt arbejde. Hun lever stadig et dobbeltliv, for det har store sociale konsekvenser at springe ud som seriemorder.
“Vi bliver altid fremstillet som en slags monstre. Jeg tror ikke, at der findes en eneste film eller roman, hvor en seriemorder ikke spiller rollen som skurk. Folk er ganske enkelt bange for sådan nogle som os. Medierne og lovgivningen gør det heller ikke lettere for os,” siger hun.
Træt af at møde fordomme
Allerhelst ville Alice være i stand til at tale åbent om sin trang til at tage livet af andre mennesker. Men hun er bange for at blive misforstået. Folk har så mange fordomme.
“Forestil dig, at du går på date med en fyr og fortæller, at du er seriemorder. De fleste ville stikke halen mellem benene. Men hvis man siger, at man er bilist, så er der ingen, der reagerer. Selvom alle godt ved, at mennesker dør hver dag på grund af bilister,” siger hun og fortsætter:
“Engang lå jeg selv under for alle de negative stereotyper. Det påvirkede mig så meget, at jeg begyndte hos en psykolog. Hun lærte mig at se mig selv i øjnene og være stolt af mig selv, uanset hvad andre synes. Det er jeg glad for i dag. For jeg kan ikke gøre for, at jeg er seriemorder, det er bare sådan, jeg er født – jeg skal helst slå nogen ihjel, ellers er jeg ikke for alvor mig selv.”
Er ikke utilregnelig
De få gange, Alice har fortalt sin hemmelighed til nogen, er det endt med, at de har afbrudt forbindelsen. Det ærgrer hende.
“Jeg hader, at jeg ikke bare kan være mig selv fuldt ud over for andre. At jeg er seriemorder, betyder jo ikke, at jeg er utilregnelig og myrder løs i affekt. Jeg kunne ikke drømme om at slå nogen ihjel, som jeg holder af. Og jeg har altid været til at stole på, så når jeg først har lovet, at jeg ikke dræber dig, gør jeg det selvfølgelig ikke,” siger hun og slutter:
“Det er på tide at gøre op med samfundets dæmonisering af os. Vi er mennesker som alle andre, og man har da ikke ret til at behandle nogen nedværdigende, bare fordi de godt kan lide at skære i folk, indtil de forbløder.”
