Foto: Flotsam, Bigstock

“Historisk boliglån”, “Nyt superlån” og “Renten når ny bundrekord”. 42-årig boligejer har fået nok af æggende overskrifter om lave renter, da han er for doven til at omlægge sit lån.

Historisk lave renter burde være en drøm for enhver husejer. Men for den 42-årige Jakob Rasmussen fra Østjylland har de konstante overskrifter om nye rekordlave renteniveauer udviklet sig til lidt af et mareridt.

Gider ikke logge ind med NemID
“Jeg gider ikke skifte lån,” siger han til RokokoPostens udsendte.

“Så skal jeg til at skrive til min bankrådgiver. Og for at sende beskeden fra bank-appen skal jeg logge ind med NemID. Og så vil bankrådgiveren holde møder, som er virkelig kedelige, selvom der er chokolade og bedre kaffe end dengang, da vi ikke skyldte banken en masse millioner. Det er fint nok, som det er nu.”

Jakob Rasmussen siger dog, at selvom han er for doven til at konvertere til et billigere lån og i bund og grund er ret ligeglad med, hvad familien betaler, så længe det hele kører rundt, er han samtidig misundelig på dem, der gør det og sparer penge.

“Hver eneste gang jeg ser en overskrift om et nyt superlån, minder det mig om min egen uformåen, og her kommer selvleden. Men jeg gider stadig ikke finde det NemID og skrive til min bankrådgiver,” siger han opgivende.

Flexlånere mest irriterende
Som boligejer er Jakob Rasmussen vant til at omgås andre boligejere til vejfester, ved tilfældige møder i supermarkeder, til ungernes fodboldkamp og på genbrugspladsen. Men han har taget sig selv i at undgå disse steder, da alle andre boligejere kun vil tale om boliglån, om hvor meget de sparer, og om hvor lav renten er.

“De, der har flexlån, er de værste. De er så provokerende glade og solbrune af alle de rejser, de er på,” sukker Jakob Rasmussen, der gerne spørger ind til de høje bidragssatser for at tage toppen af glæden hos flexlånerne.

Han har endda overvejet at begynde at omgås folk, der bor til leje, men så langt ud er han trods alt ikke kommet endnu.

Den hårdt plagede boligejer ser dog lys for enden af tunellen.

“Nu må renterne snart stige igen. Det er selvfølgelig træls for vores egen friværdi, men det ville være det hele værd at se flexlånerne lide,” slutter Jakob Rasmussen.