Foto: photosvit, Bigstock

I et forsøg på at overgå Venstres valgløfter er S vendt på en tallerken i forhold til Simon Simonsens kritik af solomødre. Flere tusinde singlemænd skal giftes, lover Mette Frederiksen.

“Flere og flere kvinder bliver soloforældre, og det er en tragedie af shakespearske dimensioner, når der samtidig er cirka 500.000 skønne og vidunderlige mænd, der er barnløse.”

Sådan skrev folketingskandidat Simon Simonsen i sidste måned i et Facebook-opslag, hvor han kritiserede sin partifælle, Joy Mogensen, for at have fået et barn med en sæddonor. Mette Frederiksen tog i første omgang afstand fra Simonsens kritik, men synes nu at være vendt på en tallerken: Socialdemokratiet vil ifølge formanden sørge for koner til 50.000 enlige mænd, hvis de ender med at danne regering efter valget.

Momsfritagelse for datingsites
“Jeg synes stadig, at man skal have lov til at få børn, som man selv ønsker. Det ændrer ikke på, at der sidder en masse dejlige singlemænd derude, som nok spørger sig selv om en masse ting: Kommer jeg nogensinde til at få børn og stifte familie? Findes der en kvinde til mig derude? Hvad skal jeg stemme på til valget? Til det svarer vi ja, ja og S!” siger Mette Frederiksen, der endnu ikke har en færdig plan for, hvordan hun vil skaffe 50.000 kvinder til de enlige mænd.

“Først og fremmest går vi frivillighedens vej: statsstøttede singleferier, kurser i at tale med kvinder på barer, momsfritagelse for datingsites og den slags. Men vi er også åbne for at invitere kvinder fra andre lande hertil; lande, vel at mærke, som har en positiv historik med at bidrage til Danmark,” fortsætter formanden og henviser til blandt andet Vietnam, Sri Lanka og Thailand.

Kvinder er meget kræsne
Jeppe Carlsen, der er 39 år, single og fra Næstved, tager positivt imod Socialdemokratiets forslag og håber, at han kan få gavn af tiltaget, hvis partiet danner regering.

“Kvinder er meget kræsne og render i sædbanken, når noget går dem imod, fx hvis man har et afslappet forhold til hygiejne, ikke bryder sig om at tale så meget til daglig eller mener, at lønnet arbejde er en måde, hvorpå Djævlen udsuger din sjæl. Derfor kunne det være rart, hvis staten gjorde mere for at forklare kvinderne, at vi faktisk er her og klar til at avle,” siger han.