Foto: nikkytok, Bigstock

Vi kan forvente et folketingsvalg på grundlovsdag, lyder den seneste i en række forudsigelser fra politisk kommentator Hans Engell. Lad os nu vente og se, advarer Peter Mogensen.

Efter flere måneder med intens spekulation om, hvornår valget skal foregå, kommer politisk kommentator Hans Engell med en markant udmelding.

“Vi kan forvente et folketingsvalg den 5. juni, grundlovsdag,” siger Engell, der siden januar har ændret sit bud på valgdatoen 3224 gange.

Denne gang er han dog helt sikker på, at han har ret.

“Der er mange ting i spil, og bolden er rund, som man siger, når politikerne skal i arbejdstøjet, servere valgflæsk og overbevise danskerne om, at lige præcis de skal i det politiske maskinrum, ud på de bonede gulve i Folketinget og ind foran roret på skibet Danmark. Men det faktum, at Lars Løkke Rasmussen har udskrevet valget og sat datoen til grundlovsdag, giver mig en anelse om, hvornår det bliver,” siger Hans Engell, der også har andre årsager til at udpege den 5. juni som valgdagen.

Ni valgdatoer til Løkke
“Den dag er perfekt for statsministeren, når man tænker på oppositionens stilling, meningsmålingerne, de interne magtkampe i Løkkes egen blok og et utal af andre ting, der er for komplicerede at komme ind på.”

Ikke alle er dog enige med Hans Engell. Eksempelvis mener politisk kommentator Peter Mogensen, at vi ikke bør glæde os for tidligt.

“Lad os nu vente og se. Lars Løkke har før overrasket og vendt situationen, lige når man troede, at alting var på plads. Han har ni liv, siger man, så hvorfor ikke også ni valgdatoer?” spørger Mogensen, der dog ikke har et bud på en alternativ valgdato.

Løkke har ikke sat en fod forkert
“Jeg er nok påvirket af, at valget faktisk allerede er blevet udskrevet, men det er også en fare: at blive for forudindtaget.”

En tredje politisk kommentator, Thomas Larsen, er sikker på, at valget kommer den 5. juni; Lars Løkke Rasmussen kunne nemlig aldrig finde på at løbe fra et løfte.

“Vores statsminister er en utrolig ærlig og hæderlig mand, der ikke har sat en fod forkert i hele sin regeringsperiode. Så når han siger, at valget kommer grundlovsdag, kan man være sikker på, at han mener det!”