VVO, Bigstock

Står det til Enhedslisten, skal personer med høje indkomster beskattes i forhold til, hvor mange kubikmeter luft de ind- og udånder. 

“Mennesker er dybest set maskiner, som forbruger luft i fuldstændigt afsindige mængder og derefter udånder skadelig CO2, der nedbryder vores fælles klima. Vi bliver nødt til at få de mennesker, som har flest privilegier, til at bidrage lidt mere.”

Så kontant er udmeldingen fra Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, når hun skal redegøre for, hvorfor velhavende danskere fremover må til pengepungen, hvis de ønsker at indånde luft.

Allerede afgift på luft i softice
“Det er slet ikke uhørt at beskatte luft i det danske afgiftssystem, hvor man allerede i årevis har beskattet luften i softice i form af en såkaldt svulmeafgift. Når mennesker trods alt bruger en del mere luft, end softice gør, er det et oplagt sted at sætte ind,” siger Skipper.

I praksis vil Enhedslisten lave et gradueret system, så danskerne med de laveste indkomster stadig kan indånde afgiftsfri luft, mens det bliver gradvist dyrere, jo rigere man er.

“Vi forestiller os, at personer med indkomster over 250.000 kroner årligt betaler en afgift på 14,27 kroner per kubikmeter luft, de indånder. Herefter stiger afgiften til 35,53 kroner for indkomster over 400.000 kroner og endelig til 6735,2 kroner for indtægter over 800.000 kroner årligt,” forklarer Pernille Skipper og tilføjer, at der er lagt endnu et niveau af progressivitet i afgiftsmodellen.

“Vi forestiller os også, at virksomhedsejere og folk fra Gentofte skal betale 550 kroner ekstra per kubikmeter, fordi de er dårlige mennesker.”

Luk røven og undgå afgift
Pernille Skipper fortæller, at partiet også ønsker at indføre en afgift på den CO2-tunge udåndingsluft samt flatulens, som på tilsvarende vis planlægges gradueret. I forhold til prutter er partiet dog villige til at indføre visse undtagelser.

“For veganere gælder særlige modeller, da det er velkendt, at en fiberrig kost fører til øget flatulens. Vi mener ikke, at de bør beskattes af denne flatulens, da veganere som gruppe kompenserer for det øgede udpruttede CO2-niveau via deres meget lave forbrug af kød- og mælkeprodukter.”

Flere kommentatorer har allerede kritiseret forslaget for at være en kreativ metode til at tvinge pengene op af danskernes lommer. Det afviser Pernille Skipper dog blankt:

“Vil man ikke betale indåndingsafgift, kan man bare lade være med at trække vejret, og vil man ikke betale udåndingsafgift, kan man bare holde det, samtidig med at man lukker røven.”