Foto: Steen Brogaard, Ft.dk

Siden folketingsvalget har Uffe Elbæk forsøgt at danne regering med sig selv som statsminister. I dag prøver han igen at samle flertal i Alternativets folketingsgruppe.

“Undskyld, jeg troede ikke, der var nogen,” siger ISS-medarbejderen, inden han tilføjer:

“Øhh, ved I, hvornår I er færdige?”

Vi er i Alternativets gruppeværelse, hvor mødet netop er blevet afbrudt af Alfredo Nwachukwu, der har rullet sin rengøringsvogn halvvejs ind i lokalet.

ISS-ansat som minister for livslang læring
Afbrydelsen får Uffe Elbæk til at rejse sig op og gestikulere febrilsk.

“Dig der! Du skal være min minister for livslang læring.”

Der hersker et kort øjeblik forvirring, inden Nwachukwu forundret svarer.

“Mig?”

Det er lørdag formiddag, og endelig lader der til at være kommet hul igennem i Alternativets regeringsforhandlinger. Siden folketingsvalget den 5. juni har partiets statsministerkandidat, Uffe Elbæk, forsøgt at sammensætte en ministerliste, som han håber at kunne præsentere for dronningen inden for kort tid.

Alternativets konstituerede gruppeformand, Rasmus Nordqvist, konstaterer dog, at der fortsat er knaster.

“Vi går ind og forhandler. Jeg håber, at vi vil se noget lys for enden af tunnelen, og vi er godt på vej, men der er stadig nogle knaster tilbage,” siger han, mens Elbæk forholder sig tavs.

200 procents reduktion af drivhusgasser
Mere meddelsom er cannabisordfører Torsten Gejl, der har siddet skjult bag en stak gule Post-its.

“Vi vil bekæmpe fattigdom og mener, at mange skal have noget mere. Og så er vi tilhængere af en 200 procents reduktion i udledningen af drivhusgasser inden på onsdag. Ellers trækker Alternativet støtten til Uffe Elbæk som statsministerkandidat.”

Mødet bliver atter afbrudt, da Alfredo Nwachukwu rømmer sig og forsigtigt spørger:

“Men Mette Frederiksen er da statsminister, er hun ikke?”

Der hersker et øjebliks stilhed i lokalet. Så tager Uffe Elbæk ordet:

“Da vi dannede Alternativet, var det begyndelsen på en rejse. En rejse, der ville munde ud i en proces, der ville pege i retning af et nyt Alternativet til systemet. Vi har slået en kile i blokkene, som før var blå og røde, men nu har en sprække, hvor der kommer grønt lys ind, ligesom Leonard Cohen synger, så …”

Herefter afbrydes talestrømmen af lyden af en støvsuger.