Foto: radekprocyk, Bigstock

Bare fordi vi ikke kan komme væk fra krigen og ruinerne, skal de da have det lidt godt, lyder det fra en række syriske børn, der ikke har formået at komme til Danmark.

Børnefamilierne skal flytte ud af det spartansk indrettede udrejsecenter Sjælsmark, som har været genstand for meget kritik.

Sådan lyder et punkt i den nye aftale, som Socialdemokratiet tirsdag nat fremlagde sammen med SF, Enhedslisten og De Radikale. Nu er aftalens detaljer nået frem til en række syriske børn, der i modsætning til børnene på Sjælsmark ikke har fået mulighed for at komme ud af det krigshærgede land.

“Det er så fedt, at de kommer ud af det lortecenter. De skal da også have det lidt godt,” fortæller otteårige Ahmad, der bor i Aleppo, som befolkningen efter mange års kampe er begyndt at genopbygge.

Dumt ikke at komme ud
“Mine forældre er ganske vist ikke med til at genopbygge, for de er døde, men jeg har vist en onkel et eller andet sted, og nogle steder kan man endda få rindende vand,” fortsætter Ahmad, der godt kan forstå, at den nye danske regering skal bruge store summer på at hjælpe den lille brøkdel mennesker, der er nået til Danmark.

“Vi andre kunne jo også bare have taget os sammen og kommet væk herfra i tide. Det var fx ret dumt af min mor ikke at skabe kontakt til en menneskesmugler, inden hun blev slået ihjel af en selvmordsbombe.”

Lillebror hader broccoli
Ahmad bakkes op af tiårige Amira, der påpeger, at Danmark jo også giver penge til genopbygningen af landet.

“Ikke lige så mange, som de kunne have gjort, men det er jo fordi, de andre penge skal bruges på et pænere udrejsecenter. Danmark er i forvejen et enormt pænt og hyggeligt land, så et sted som Sjælsmark stikker ud og gør folk ubehagelige til mode. Et land som Syrien har derimod lignet lort i flere år, så at vi sidder her og har PTSD er ligesom forventeligt,” siger hun og tilføjer, at hendes lillebror, den seksårige Mahdi, måske endda foretrækker at sidde i Aleppo og ikke Danmark.

“Han er lidt i chok over det med bomberne, men sidst jeg hørte ham sige noget tilbage i 2016, understregede han, hvor meget han hader broccoli. I et nyt dansk udrejsecenter ville han nok få det konstant. Godt, han ikke sidder der!”