Foto: kadmy, Bigstock

Foto: kadmy, Bigstock

De 12 radiografer er næppe farlige, men det er uvist, hvordan de reagerer uden for deres naturlige habitat. Derfor opfordrer politiet til, at man udviser forsigtighed, hvis man skulle møde en af dem. Skejby Sygehus beklager sikkerhedsbristen.

Forvirring og flytterod på Skejby Sygehus i det nordlige Aarhus har medført, at 12 af byens radiografer er sluppet ud fra det kælderrum, hvor de opbevares, når de ikke er i brug. Det skyldes ifølge afdelingsleder Sabine Kjeldsen, at en medarbejder glemte at låse efter sig, da han skulle opmagasinere nogle flyttekasser.

Præcis hvornår radiograferne forlod opbevaringsrummet ved ingen.

“Medarbejderen var nede med flyttekasserne først på formiddagen, men det var først midt på eftermiddagen, da radiograferne skulle skiftes, at vi opdagede det tomme rum,” siger Sabine Kjeldsen.

Filterkaffe og Århus Onsdag
Politiet i Aarhus beder befolkningen om hjælp til at få indfanget radiograferne, men advarer om, at de kan være utrygge og muligvis utilregnelige.

“De er næppe farlige, men da de muligvis oplever angst og stress, er der risiko for, at de opfører sig anderledes, end de plejer,” siger efterforskningschef Peter Jensen og tilføjer, at der blandt andet kan være en risiko for, at de udviser noget, der minder om personlighed.

Møder man en eller flere af de undslupne radiografer, anbefaler Peter Jensen i samråd med ledelsen på Skejby Sygehus, at man tilbyder dem en kop tynd filterkaffe og en smurt håndværker.

“Man kan også lade dem bladre i et eksemplar af Århus Onsdag,” siger Sabine Kjeldsen.

Ingen konsekvenser for patienter
Sabine Kjeldsen understreger, at hændelsen ikke får betydning for de patienter, der i de kommende dage har tid til scanning eller røntgenfotografering.

“Vi har rigeligt på lager, så vi er dækket ind, selv hvis der går et stykke tid, før vi får udbryderne tilbage,” siger hun, men indrømmer, at hun ikke er klar over det nøjagtige antal.

“De minder jo alle om hinanden med deres tomme blikke, tonløse stemmer og slatne håndtryk, så de er lidt svære at skelne fra hinanden,” slutter hun.

(Artiklen blev oprindeligt bragt den 21/11 2018)


Forfatterkommentar af Zenia Larsen

Hvis man er så uheldig at fejle noget, der kræver, at man ofte møder op til scanning på sygehuset, vil man efterhånden lære et besynderligt folkefærd at kende: radiograferne. Personligt har jeg kun mødt nogle få, men talrige svenske undersøgelser bekræfter, at de alle er, som jeg har oplevet dem: undselige væsener, grænsende til det selvudslettende, med blikke der intet afslører, mindst af alt livsgnist.

Således kan man gøre sig munter på bekostning af en hel faggruppe, hvilket jeg under dem, der hyppigt må frekventere hospitalet. En af dem er en god veninde, som jeg fik idéen til denne artikel med efter en af hendes utallige scanninger. Sjovt nok blev artiklen vældig populær, ikke mindst takket være radiograferne selv, der tilsyneladende længe har ventet på at træde ud af revisorernes skygge og blive karikeret som verdens kedeligste faggruppe.