Foto: Voy_ager, Bigstock

For første gang nogensinde er det lykkedes at lokalisere en flyrejsende, der fik den første kuffert på bagagebåndet. Flere mener, at der kan være tale om guddommelig indgriben.

Den pensionerede, herningensiske bogholder Jørgen Rasmussen fik sig noget af en overraskelse, da han steg af flyveren i Billund efter syv dages all inclusive-ferie i Tyrkiet.

Da bagagebåndet begyndte at rulle, skete der noget, der ikke tidligere er blevet registreret i verdenshistorien: Jørgens firehjulede kuffert af typen Samsonite Flux dukkede som den allerførste op på båndet.

Professor: Aldrig set før
Ifølge professor i lufthavnslogistik ved Københavns Universitet Nina Jensen er det første gang nogensinde, at det er lykkedes at identificere ejeren af den første kuffert på et bagagebånd.

“Man skulle jo tro, at der altid er en eller anden, hvis kuffert kommer ud først, men sådan forholder det sig overraskende nok ikke. Ingen ved, om de første 10-12 kufferter faktisk er dummyer placeret af lufthavnspersonalet, eller om ejerne er gået uden deres bagage, men det er velbelyst, at de faktisk ikke tilhører nogen eller bliver samlet op,” forklarer hun.

RokokoPosten fangede Jørgen, kort efter at han havde fået sin kuffert og benyttede lejligheden til at gå i pølsevognen uden for Billund Lufthavns hovedindgang. Her nød han en ristet hotdog, inden der kom kø.

Selvom flere medpassagerer og lufthavnsansatte var voldsomt bestyrtede over at se en person, der faktisk ejede den første kuffert på bagagebåndet, tog Jørgen let på episoden.

“Altså, det var da rart ikke at skulle vente så længe, for det er man jo ærlig talt ikke vant til,” udtalte han med en smule ketchup i venstre mundvig.

Rygter om guddommelig indgriben
De første konspirationsteorier er allerede begyndt at florere, og flere overvejer, om Jørgen har stjålet en anden persons kuffert, eller om der er tale om bestikkelse eller sågar guddommelig indgriben.

Episoden har ikke rystet Jørgen, som til RokokoPosten fortæller, at han også håber at komme af sted på ferie næste år og “slet ikke” ville have noget imod nok engang at opleve sin kuffert komme på bagagebåndet som den første.