Foto: Mokai

USA kan godt købe landet med dets 56.000 indbyggere, hvis bare de vil tage hele Randers med. “Vi kan smide et par paller Mokaï og Taffel Chips oveni,” siger Mette Frederiksen.

I fredags vakte det stor opsigt, at USA’s præsident, Donald Trump, angiveligt har sat rådgivere og jurister i gang med at undersøge muligheden for, at USA kan købe Grønland.

Både danske og udenlandske politikere reagerede i første omgang med vantro og forargelse, men nu har statsminister Mette Frederiksen genovervejet tilbuddet.

“I går slog det mig, at Trump her giver Danmark en enestående chance for at komme af med nogle ting, som vi måske ikke har så meget brug for længere,” siger hun og tilføjer, at ikke kun Randers var med i overvejelserne.

Vil gerne risikere retssager
“Vi har mange landkommuner og småøer, der ikke klarer sig skidegodt, så dem tænkte jeg da også på at tilbyde Trump. Men det ville blive noget bøvl, hvis amerikanerne skulle brede sig over hele landet med en base på Læsø, én på Lolland og så videre.”

Statsministeren anerkender, at Randers klarer sig godt økonomisk og bidrager til væksten og sammenhængskraften i Danmark. Men for hende betyder det æstetiske mere.

“Lad os være ærlige: Randers er en ucharmerende by med et kikset ry, og hvis vi kan få et stort, flot engangsbeløb for den, som vi kan bruge på velfærd, jamen, så vil jeg godt risikere eventuelle klager og retssager,” siger Mette Frederiksen, der dog ikke vil sætte en pris på byen.

Trump vild med regnskovskugler
“Man er ikke en særlig god forhandler, hvis man smider om sig med tal i pressen, inden forhandlingen overhovedet er gået i gang. Så meget har jeg da lært af The Art of the Deal (delvis skrevet af Donald Trump, red.). Nu tager jeg lige en snak med Donald, når han kommer til landet, og så ser vi på det. Jeg vil godt smide et par paller Mokaï og Taffel Chips oveni, hvis det kan hjælpe – eller Skive.”

RokokoPosten har forsøgt at kontakte Donald Trump for en kommentar, hvilket desværre ikke har været muligt. En nærtstående kilde oplyser dog, at Trump er blevet bekendt med statsministerens planer for Randers og synes, at det lyder enormt spændende med det, han kalder “big glass balls of rain forest”.