Foto: Dean Drobot, Bigstock
“Det er nemt nok at undvære en, man ikke har følelser for mere,” lyder den nu 51-årige Trines forklaring på, at hun kunne undvære Thomas Helmig, selvom han savnede hende. I øvrigt et underligt spørgsmål, mener hun.
“Når jeg nu savner dig, hvordan kan du så undvære mig?”
Sådan sang Thomas Helmig i 1988, og her godt 30 år senere svæver spørgsmålet stadig i luften. RokokoPosten har derfor opsøgt den kvinde, som sangen handler om, for at få afklaret sagen.
Der er tale om den nu 51-årige Trine, som i dag bor i Kalundborg sammen med sin mand, to fælles børn og to bonusbørn. Hun virker overrasket over at blive kontaktet så mange år senere, men kan godt se, at det er på tide at få lagt låg på sagen.
Ny kæreste og jazzballet
“Hvis jeg skal være helt ærlig, synes jeg, det er et underligt spørgsmål. Der er ingen logik i, at når person x savner person y, så skulle person y have svært ved at undvære person x. Præmissen er absurd,” siger hun, men indvilger alligevel i at besvare spørgsmålet:
“Jeg havde ikke følelser for ham længere. Derfor havde jeg ikke svært ved at undvære ham. Desuden mødte jeg Anders kort tid efter, at jeg slog op med Thomas, og ham blev jeg smaskforelsket i. Og så var der jo jazzballetten, som jeg gik vildt meget op i dengang, og jeg havde også en masse gode veninder, som jeg festede og gik i byen med.”
I dag indrømmer Trine, at hun blev temmelig overrasket over at høre Thomas Helmigs sang. Hun var nemlig kommet videre og tænkte stort set aldrig på ham. At den handler om hende, er hun dog ikke i tvivl om.
Brugte ikke hans penge
“Den der med, at jeg gjorde ham til grin og brugte hans penge, som han også nævner i sangen, fik jeg også direkte, da jeg gjorde det forbi,” siger hun og tilføjer, at det med pengene er en sandhed med modifikationer:
“Det var altså ikke sådan, at jeg rendte rundt med hans checkhæfte og udskrev checks til højre og venstre. Det var mere ham, der ville betale alting for mig. Jeg sagde endda, at han skulle lade være, for jeg gik op i ligestilling og ville ikke lade mig købe.”
Trine mener dog, at det er naturligt, at Thomas så på det, som han gjorde.
“Jeg havde såret ham, så han følte, at jeg gjorde ham til grin, selvom det ikke var tilfældet. Det er der ikke noget mærkeligt i,” siger hun og slutter:
“Hans fornuft vendte i øvrigt tilbage, og da jeg mødte ham igen mange år senere, kunne han godt se, at han havde taget lidt rigeligt på vej.”
