Foto: kavalenkava volha, Bigstock

Milliardær og iværksætter Lars Seier Christensen har med fuldt overlæg formået at ignorere et ledigt standpunkt i den offentlige debat.

Torsdag morgen var rigmand, iværksætter og Schweiz-baseret udlandsdansker Lars Seier Christensen i gang med at læse aviser i sin suite på D’Angleterre, da han bemærkede noget.

“Når jeg læser artikler, klummer og ledere i disse dage, kan jeg se, at ingen anfægter, at det borgerlige Danmark er i en alvorlig krise. Ikke en eneste hævder, at det i virkeligheden går ganske godt i blå blok,” siger Seier Christensen.

Lod synspunkt stå ledigt
“Så går det op for mig, at ingen indtil nu har indtaget dét standpunkt, hvilket naturligvis var vældig fristende for mig at gøre,” forklarer Seier Christensen, der for nylig fik stor medieopmærksomhed, da han udtrykte sympati for Donald Trumps pludselige aflysning af et dansk statsbesøg, da det kom frem, at han ikke måtte købe Grønland.

Lars Seier Christensen har tidligere gjort sig bemærket med et indædt forsvar for Anders Samuelsens virke som udenrigsminister.

Alligevel valgte Seier Christensen at lade synspunktet om harmoni i blå blok stå ledigt.

“Jeg tænkte, at man ikke behøver indtage et standpunkt, blot fordi det ikke er optaget, og besluttede mig derfor i stedet at købe et nyt badekar af guld,” forklarer han.

Medier dybt frustrerede
Langt fra alle sympatiserer dog med Seier Christensens beslutning om ikke at indtage det ledige standpunkt. Clement Kjersgaard, der er vært på Debatten på DR2, mener, at rigmanden svigter sit ansvar for den offentlige debat.

“Vi havde et helt perfekt lineup i Debatten, hvor Lars Seier Christensen skulle, sekunderet af Martin Ågerup, debattere med Søs Marie Serup, men alt det bliver vi sandsynligvis nødt til at droppe, medmindre det lykkes at få Asger Aamund eller Mads Christensen til at indtage det ledige standpunkt,” siger han.

Også på Radio24syv er der stor skuffelse over, at Seier Christensen ikke vil forsvare et standpunkt om, at der ikke er problemer i blå blok. Nyhedsredaktør Kristoffer Eriksen fortæller, at man i stedet har fundet en mand i Kristeligt Dagblad, der forsvarer det synspunkt, at homoseksuelle har bedst af at være seksuelt afholdende. Det er ifølge redaktøren en acceptabel, men ikke optimal erstatning.