Foto: Andrey Rafael, Bigstock

Pesticider er faktisk ikke nødvendige, indrømmer flere danske landmænd, der bare godt kan lide at tænke på veluddannede storbykvinders skræmte ansigter, når de opdager, at de har spist et konventionelt dyrket æble.

Forleden var Kajsa Agerholt til fødselsdag hos sin mor i Valby og fik serveret æblekage, som hendes søn, Sophus, undtagelsesvis fik et stykke af.

“Vi lader ham ellers aldrig spise sukker, men nu var det jo mors 60-årsdag,” husker Kajsa, der dog fik et chok, da hun fandt ud af, at æblerne i kagen ikke var økologiske. Faktisk var kagen ikke engang hjemmebagt.

“Det var en købekage fra Føtex, og man ved jo godt, at de bruger de billigste råvarer, inklusive sprøjtede æbler,” fortsætter den 35-årige mor, der straks gik på nettet for at undersøge, hvad hun og Sophus havde risikeret at spise.

Penge godt givet ud
Netop sådan en episode er grunden til, at landmænd overhovedet bruger sprøjtemidler, indrømmer Carl Andersen, der ejer 1000 hektar frugtplantage på Sjælland. Han og en række andre konventionelle landmænd står nu frem og afslører, at tanken om skræmte Østerbro-kvinder fra den øvre middelklasse har drevet deres brug af pesticider de sidste 15 år.

“I starten gjorde sprøjtemidlerne en kæmpe forskel, men i dag kan man sagtens bruge midler, der stort set svarer til, hvad man må i økologiske landbrug. Det er bare ikke nær så sjovt,” fortæller Carl Andersen og bakkes op af Klaus Ordrup, der bruger mange tusinde kroner årligt på pesticider til sin hvede, maltbyg og vinterraps.

“De penge er godt givet ud, når jeg læser lange debatindlæg fra kvinder, der er panisk angste for, at et eller andet pesticid, de engang har indtaget på en sommerhustur, har givet deres ufødte barn uoprettelige hjerneskader.”

Overvejer svineopdræt
Carl Andersen og Klaus Ordrup har overvejet at nedtone deres brug af pesticider for grundvandet og miljøets skyld, men hver gang har fristelsen til at skræmme Østerbro-kvinder været for stor.

“Jeg kunne allerhøjst overveje at droppe frugtavlen og opdrætte svin i stedet, så jeg kan få veganere til at græde,” slutter Carl Andersen.