Foto: brizmaker, Bigstock
Hvis du hader dit arbejde så meget, at du overvejer at melde dig syg, har du muligvis fornærmelsesfeber. Læs her, hvilke tegn du skal være opmærksom på, og hvad du kan gøre for at blive rask.
Ifølge en opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI) er der sket en voldsom stigning i rapporterede tilfælde af fornærmelsesfeber. Det er en sygdom, der skyldes utilfredshed med arbejdet, ofte på grund af ledelsen, og som i værste fald medfører, at man lyver sig syg bare for ikke at skulle tage ansvar for sin egen situation.
“Det er i sig selv ikke en alvorlig sygdom, men da et af symptomerne er manglende sygdomserkendelse, er det vigtigt, at folk kender symptomerne og forstår, at det ikke er skamfuldt at være ramt, hvis man bare gør noget ved det. Lidt ligesom med lus,” siger Steffen Glismann, der er overlæge ved SSI.
Arbejdsrelateret brok ofte første symptom
Fornærmelsesfeber udvikler sig forskelligt fra person til person. Alligevel er der nogle fællestræk, som man bør være opmærksom på.
“For langt de fleste er arbejdsrelateret brok det første symptom. Det kan i sig selv være uskyldigt, men hvis behovet tiltager, og man begynder at få tanker om at melde sig syg, er man med stor sikkerhed ramt af fornærmelsesfeber og bør påbegynde behandlingen straks. Ellers risikerer man, at feberen påvirker ens tankegang, så man for eksempel synes, det er helt naturligt at melde sig syg frem for at sige op, hvis man er utilfreds med sit arbejde,” siger Steffen Glismann.
Dumme og umoralske idéer
Ofte vil den ramte argumentere med, at det er umuligt at sige op, fordi det medfører karantæne i a-kassen, eller at det ikke er muligt at finde et nyt job uden at gå ned i løn. Det kan virke komisk, at en person med fornærmelsesfeber slet ikke overvejer, at man på den måde lader andre betale regningen for ens utilfredshed, men den ramte er ude af stand til at se det sådan.
Værst bliver det, når arbejdspladsen forlanger en lægeerklæring.
“Her vil mange helt uden skrupler lyve over for lægen for at få en stressdiagnose og dermed adgang til en meget lang sygeperiode. De skænker det slet ikke en tanke, at de dermed bidrager til mistænkeliggørelsen af mennesker med stress eller andre alvorlige, men usynlige sygdomme – de tænker kun på at straffe deres arbejdsplads på en måde, der er omkostningsfri for dem selv,” slutter Steffen Glismann.
