Foto: Elnur, Bigstock

Foto: Elnur, Bigstock

“Ja, hvem ved?” svarer videnskaben på et spørgsmål fra RokokoPosten, som den dog, understreger den, bestemt ikke er ligeglad med. 

“Jamen, jeg ved det virkelig ikke,” siger videnskaben, mens den kigger på RokokoPosten med et udtryk, der nemt kunne tolkes som ligegyldighed, men som helt bestemt er alt andet end det, understreger den.

Det, videnskaben ikke helt forstår, er, at vi overhovedet spørger den. Det har jo ikke noget med den at gøre, skulle den mene. RokokoPosten er af en anden overbevisning, og det hører videnskaben, må vi endelig forstå, men den kan bare stadig ikke se, hvor vi vil hen med det.

Helt sikkert spændende
Ikke at det er et dumt spørgsmål eller noget, bedyrer videnskaben med en meget oprigtig mine.

“Det er helt sikkert spændende, det er det da. Det er bare …” siger den uden at færdiggøre sætningen, selvom RokokoPosten ikke afbryder.

“Åh, jeg tabte lige tråden,” siger den efter et øjebliks tavshed, som RokokoPosten endelig ikke må opfatte som mangel på interesse.

“Det er så fint, at I er kommet,” siger den og nikker på en næsten energisk måde, hvorefter den kigger hen mod døren og banker med fingrene på bordpladen på en måde, som helt sikkert godt kunne misforstås som et signal om, at den keder sig og gerne vil have, at vi går. Men det skal vi endelig ikke.

“Jeg kan slet ikke få nok af at sidde her og fundere over jeres spørgsmål. Det er så spændende, og jeg ville gøre alt for at finde svaret, hvis jeg vidste, hvordan jeg skulle gribe det an.”

Ikke godt at vide
Der går nogle timer, før RokokoPosten beslutter sig for at give op. Vi må give fortabt, videnskaben giver sig ikke. Til gengæld spærrer den øjnene op, da vi begynder at pakke sammen.

“Går I allerede? Nej, det må I da ikke. Jeres selskab er så stimulerende,” siger den og undertrykker et gab.

Den rejser sig og går med os hen til udgangen. På vejen ser vi snittet til at stille et enkelt opfølgende spørgsmål:

“Hvem mon kender svaret på vores spørgsmål?”

Videnskaben klør sig i skægget og lægger ansigtet i alvorlige folder. Så åbner den døren, mens den svarer:

“Hvor skulle jeg vide det fra?”