Foto: Anders Hellberg, Wikipedia

Den svenske aktivist Greta Thunberg vil holde vejret, indtil verdens ledere stopper udledningen af CO2 og redder klimaet.

Stemningen blev anspændt, da Greta Thunberg onsdag aften holdt endnu en tale for FN’s generalforsamling i New York.

Ikke kun fordi talen handlede om Jordens muligvis nært forestående undergang. Greta Thunberg brugte også den højtprofilerede platform til at lancere sin opfølgning til de skolestrejker, som er blevet afholdt overalt på kloden i løbet af det sidste år.

Hyldet af Jesus
“Så længe regeringsledere insisterer på at udlede CO2, ser jeg intet andet alternativ end selv at holde op med at udlede CO2 via min udåndingsluft. Derfor vil jeg hermed annoncere, at jeg ikke trækker vejret igen, før hele verden er blevet CO2-neutral.”

Den nye aktion er prompte blevet hyldet som et ekstremt vigtigt tiltag af FN’s generalsekretær, som ingen kan huske navnet på, Jesus Kristus og Nikolaj Kirk.

Flere hvide ældre mænd, hvis hudfarve, køn og alder, det er relevant at påpege implicit som semi-negative karakteristika, har dog udtrykt sig kritisk om tiltaget og skrevet lange opdateringer om, at Greta Thunberg opfører sig umodent, er dum og efter deres mening ser mærkelig ud.

Affejer hvide mænds kritik
Deres kritik møder dog ikke megen forståelse hos FN’s generalsekretær.

“Det er så typisk, at hvide midaldrende mænd forsøger at underkende et ungt menneskes idealistiske aktivisme, fordi de hverken forstår omfanget af klimatruslen, eller hvor innovative Thunbergs metoder er,” siger han/hun og fortsætter:

“Hvis det ikke havde været for Thunberg, ville verdens politiske ledere næppe have lagt ansigtet i alvorlige folder og erklæret, hvor stor veneration de har for hende, mens de fortsatte med at føre den politik, de hele tiden havde planlagt at føre, men nu på en lidt mere selvpinerisk og apologetisk måde og udstyret med lidt grøn fernis.”

RokokoPosten har forsøgt at få en kommentar til Thunbergs aktion fra unge i den tredje verden, men de havde for travlt med at komme op på en vestlig levestandard til at udtale sig.