Foto: UNDP, Wikipedia

Efter at en dansk politiker mandag morgen forlod sit hjem uden en pin for FN’s verdensmål i sin habitjakke, tvivler flere på, om han støtter rent vand, retfærdighed og fred.

Mandag morgen var Lise Jespersen på vej på arbejde, da hun ved Kongens Nytorv i det centrale København fik øje på en dansk folketingspolitiker.

“Først bliver jeg glad, fordi han er på cykel og synes at være på vej mod Christiansborg, hvilket er både miljøvenligt og meget dansk på sådan en hyggelig måde. Men så bemærker jeg reverset på venstre side af hans habitjakke, og der ser jeg … ingenting,” siger hun med henvisning til det sted, hvor alle politikere i hele verden har placeret den nål, som tilkendegiver deres støtte til FN’s 17 verdensmål.

Modstander af rent drikkevand
“Jeg har ikke været enig med den her politiker om alt, men jeg havde ærlig talt ikke troet, at han var modstander af at løfte børn ud af fattigdom, sikre rent drikkevand, redde klimaet eller nogle af de andre ting, som man viser sin støtte til med nålen. Det var meget, meget skuffende,” fortæller Lise Jespersen, der efterfølgende lagde et billede af den klimanålsløse politiker på Instagram; indtil videre er billedet blevet delt mere end 120.000 gange.

Et medlem af politikerens nærmeste familie fortæller, at hele politikerens omgangskreds er dybt skuffet over hans ageren.

“I mange år har vi troet, at han støttede eksempelvis verdensmål 15 om liv på landjorden eller verdensmål 16 om fred, retfærdighed og stærke institutioner. Men vi har tydeligvis næret en slange ved vort bryst og kan ikke tilgive ham, før han undskylder på en følelsesladet og autentisk måde, der ikke umiddelbart virker dikteret af rådgivere fra et højt betalt kommunikationsbureau,” siger familiemedlemmet.

Verdensmål tatoveret i panden
I en mail til RokokoPosten fortæller politikeren, at han glemte at iføre sig sin verdensmål-nål, da den sad på en habitjakke, som var til rens.

Han erkender, at han dermed har begået en “frygtelig, frygtelig fejl” og vil derfor tage på genopdragelsestur til lande med forurenet vand og dårlige uddannelsessystemer. Desuden vil han få verdensmålene tatoveret i panden, så snart han er blevet færdig med at piske sig med skorpioner.

Politikerens identitet er RokokoPosten bekendt, men af hensyn til familie, venner, klimaet og de fattige børn i Afrika har redaktionen valgt ikke at bringe det.