Foto: Shah rukh khan, Wikipedia

Biler, der på uforklarlig vis selvantænder, er et stort problem i det vestlige Aarhus. Myndighederne vil nu indlede en dialog med autoproducenterne for at komme fænomenet til livs.

“Det er simpelthen så mystisk.”

Thomas Eriksen fra Østjyllands Politi står på en parkeringsplads i Trillegården i det vestlige Aarhus, hvor fire udbrændte biler stadig ryger en smule, efter at brændvæsnet natten til torsdag var forbi med to slukningskøretøjer.

“Det er jo ikke meningen, at parkerede biler pludselig skal bryde i brand og da slet ikke flere på én gang, som vi ganske ofte ser.”

Muligvis en fabrikationsfejl
Det er da heller ikke første gang, at biler er brudt i brand i det vestlige Aarhus.

“Så vidt vi kan se, starter brandene typisk ved, at en af bilens sideruder går i stykker, hvorefter der som regel spontant går ild i et eller flere for- eller bagsæder,” siger Thomas Eriksen og fortsætter:

“Vi har en mistanke om, at der kan være tale om en fabrikationsfejl i bilerne, men det er højst overraskende, da brandene rammer biler af mange forskellige årgange og mærker. Efterforskningen af fejlen er derfor særdeles kompleks, og vi har allerede talt med flere fysikere på Aarhus Universitet, som mener, at der kan være tale om hidtil usete overskridelser af termodynamikkens love.”

Dialog er vejen frem
Ikke desto mindre har Østjyllands Politi en plan, som forhåbentlig kan få gjort noget ved problemet.

“Vi mener, at en dialog med bilproducenterne er først skridt på vejen mod at få sat en stopper for de her brande. Ingen kan være tjent med, at biler på den måde spontant selvantænder,” siger Thomas Eriksen.

En af dem, som ser frem til, at problemet bliver løst, er den 41-årige tømrer Emil Overmark, hvis Citroen C1 var en af de biler, der gik op i flammer natten til torsdag.

“Jeg håber virkelig, at myndighederne får gjort noget ved det her, for man bliver ærlig talt lidt trist over at se ens bil helt udbrændt, når man skal på arbejde om morgenen,” siger han og tilføjer efter en eftertænksom pause:

“Men så er det godt, vi har letbanen.”