Foto: Maridav, Bigstock

Foto: Maridav, Bigstock

Den sidste julegave er ikke købt endnu, og snart er der kun en måned til jul. Der er slet ikke tid til forberedelserne, og det skyldes primært, at politikere og hjælpeorganisationer prioriterer forkert, mener Rikke Tønnesen fra Viborg.

“Det værste er, at det går ud over børnene. De kan jo godt mærke, at noget er fuldstændig galt.”

Den 31-årige mor til to, Rikke Tønnesen fra Viborg, stirrer fortvivlet frem for sig. Der er kun lidt mere end en måned til jul, og hun er næsten ikke kommet i gang med forberedelserne. Gaverne til både søsteren og manden mangler stadig at blive købt, og årets pynt har hun slet ikke tænkt på endnu.

“Jeg blev færdig med min uddannelse i september og begyndte direkte i et fuldtidsjob som konsulent i tøjbranchen. Siden har jeg haft så travlt, at jeg ikke engang har haft en ledig stund til at overveje årets farve- og stiltema,” siger hun.

Nød handler ikke kun om fattigdom
Selvom Rikke selv har valgt at arbejde på fuld tid, mener hun ikke, at hun selv har ansvaret for sin håbløse situation.

“Velfærdsstaten er ganske enkelt ikke gearet til kvinder som jeg, som tillader sig at stille krav til deres og familiens livskvalitet,” siger hun og tilføjer, at politikere og hjælpeorganisationer tænker helt forkert om julehjælp:

“Der findes en nød, som ikke handler om fattigdom, men ganske enkelt om, at man som fuldtidsarbejdende mor ikke har en jordisk chance for at give børnene den jul, de fortjener. I år er jeg for eksempel nødt til at give børnene kalendergaver, som er pakket ind i det bras, trunterne nede i butikkerne smækker på, for jeg har ganske enkelt ikke tid til selv at pakke 48 gaver ind.”

Shoppe- og bagehjælp på finansloven
Rikke Tønnesen har flere idéer til, hvordan man kunne hjælpe kvinder i hendes situation.

“Først og fremmest kunne man sætte hjælp til fx juleindkøb, julebag og oppyntning af hjemmet på finansloven. Det kunne også få nogle flere i arbejde, i hvert fald i årets sidste kvartal. Desuden kunne kirker og andre organisationer, der uddeler julehjælp, tænke på, at nogle af os ikke har brug for mad, men mere et gavekort til manicure, wellness-massage eller andet i den stil, så vi kan lade op og være mentalt rustede til at skabe en jul uden at gå på kompromis med kvaliteten trods alle de udefrakommende krav, der stilles til kvinder i dagens Danmark.”