Foto: Fascinadora, Bigstock

Foto: Fascinadora, Bigstock

Med det smarte el-sugerør slipper du for selv at suge din væske op fra glasset. Du sparer kræfter og kan koncentrere dig om at smage.

Vil du gerne opleve nydelsen af at bringe væske fra en beholder til din mund gennem et sugerør uden at skulle bruge kræfter på at suge? Så er el-sugerøret den helt rigtige løsning.

Det ligner et almindeligt sugerør af metal, men er udstyret med et indbygget batteri og en smart sensor, der får sugerøret til at tænde automatisk, når det er på plads i din mund. Herefter sørger den lille motor for at pumpe væsken op gennem røret og ind i din mund helt uden, at du skal bruge kræfter på andet end at synke.

Opfinderne bag sugerøret, søskendeparret Joyce og Benjamin Blake, der i fællesskab ejer og driver den eksklusive cocktailbar Kubra’s i New York, har brugt flere år på at udvikle produktet.

“Som ejere af en cocktailbar oplever man mange af de problemer, folk kan have med almindelige sugerør, såsom myoser i kæbemusklerne og smerter i leddene. Det afhjælper el-sugerøret, der desuden henvender sig til mennesker, der ellers ikke ville komme i gang med at bruge sugerør,” fortæller Joyce Blake.

Alletiders julegaveidé
I Danmark forhandles el-sugerøret blandt andet af Imerco, hvor man forventer, at det bliver en sællert op til jul.

“Det er simpelthen alletiders julegaveidé,” lyder det begejstret fra butikschef Vibeke Lorentzen, der selv har afprøvet sugerørene hjemme i familien.

“Det virker perfekt til alt fra sodavand og kakaomælk til longdrinks og milkshakes, og det er så let at betjene, at både børn og voksne kan få glæde af det. Og så koster en pakke med fire sugerør kun 1499,95,” tilføjer hun.

Imponerende batterilevetid
Selvom det ikke er meget større end et almindeligt sugerør, er el-sugerøret udstyret med et kraftigt litiumjonbatteri, der holder til minimum 500 opladninger.

“En enkelt opladning rækker til mellem 30 minutter og halvanden times brug, afhængig af væskens tykkelse,” siger teknologiblogger Jonas Estrup, der har testet el-sugerøret og giver det topkarakter på sin blog.

“Jeg kan ikke finde noget som helst negativt at sige om det. Endelig, endelig, endelig er der en mulighed for at få noget at drikke uden at bruge en masse kræfter!” slutter han.