Foto: Dmitry Lobanov, Bigstock

Foto: Dmitry Lobanov, Bigstock

Regeringen bør indføre flere datoer i kalenderen for at sikre børn retten til en fødselsdato, der ikke er taget af andre. Det mener 26-årige Annabelle Matthesen, der mod sin vilje er sat til at føde den 14. december.

“Tænk, at et velfærdssamfund ikke engang kan tilbyde et barn en unik fødselsdato.”

Annebelle Matthesen, der har orlov fra sin bacheloruddannelse i teater- og performancestudier, mener ikke selv, hun er for krævende. Tværtimod undrer det hende, at der ikke er større fokus på retten til at have sin fødselsdag for sig selv.

“Hvordan skal man føle sig unik, hvis man fylder år samme dag som tusindvis af andre mennesker – og måske endda hedder det samme som lige så mange?” spørger hun retorisk, før hun fortæller, at hun i flere måneder har forsøgt at råbe politikerne op for at få vedtaget en lov, der sikrer det ufødte barns ret til at blive født på en dato, der ikke er taget af andre.

Ingen forståelse
Desværre har Annabelle indtil videre løbet panden mod en mur. Ingen, hverken politikere eller hendes jordemoder, kan sætte sig ind i problematikken.

“Nogle stykker fra Alternativet mener, at spørgsmålet er interessant, men ingen har endnu lovet at arbejde for en lovændring, så der kommer datoer nok til alle. Det er et stort problem, for nu har jeg snart termin, så der skal ske noget meget snart,” siger hun.

På Rigshospitalets fødeafdeling er man bekendt med Annabelle Matthesens problemstilling og bekræfter, at den unge kvinde har nægtet at føde, før der findes en unik dato til formålet. Overlæge Mette Frandsen beklager, at man ikke er i stand til at efterkomme ønsket, men en beklagelse er ikke godt nok, mener Annabelle:

“Jeg er klar over, at man mangler ressourcer i det danske sygehussystem, men det ændrer ikke ved, at jeg først går med til at føde, når der er fundet en passende dato.”

Kan ende med tvang
Jordemoder Christina Møller har forklaret Annabelle Matthesen, at det ikke er muligt at nægte at føde. Det er voldsomt krænkende, mener Annabelle.

“Det er et overgreb at blive tvunget til at føde mod sin vilje. Det må helt klart stride mod menneskerettighederne,” siger hun og slutter:

“Jeg er desperat, men fast besluttet på, at min lille Janinka-Marigolda ikke skal dele fødselsdag med andre!”