Foto: igor stevanovic, Bigstock

Foto: igor stevanovic, Bigstock

Når en diplomat eller Donald Trump fremover føler sig forurettet, træder X Factor-vært Sofie Linde til med en ordentlig krammer og et trøstende ord. 

Da FN’s generalsekretær António Guterres for nogle uger siden så et afsnit af det danske X Factor, blev han dybt inspireret af vært Sofie Lindes moderlighed og omsorg for såvel deltagere som dommere.

“Det gik op for mig, at vi i FN mangler en person til at varetage rollen som hele verdens mor. Der er tit en eller anden, som trænger til et knus, et par opmuntrende ord – eller endda en kærlig irettesættelse. Alt dette, lader det til, mestrer Sofie Linde, så jeg kontaktede hende straks for at tale med hende om mulighederne,” siger han.

Sofie Linde bekræfter over for RokokoPosten, at hun er blevet kontaktet og har takket ja til jobbet som verdensmor, men understreger, at det ikke kommer til at påvirke hendes rolle som X Factor-vært:

“Jeg vil selvfølgelig ikke svigte X Factor, så jeg har sørget for, at mit job bliver tilrettelagt, så jeg kan passe mit job i Danmark – og min familie, ikke mindst.”

Stor grad af medbestemmelse
António Guterres bekræfter, at Danmark ikke kommer til at undvære Sofie Linde.

“Hun får en stor grad af medbestemmelse – ja, selvbestemmelse. Hun er jo vores allesammens mor, så det ligger ligesom i kortene, at det er hende, der bestemmer,” siger han og tilføjer, at han som generalsekretær selvfølgelig håber på, at han nogle gange får sin vilje.

“Men hvis hun siger nej til noget, så er det nok for mit eget bedste,” tilføjer han.

Spændende opgaver i vente
Da der er tale om en helt nyoprettet stilling, kan hverken António Guterres eller Sofie Linde svare på, hvad hun mere præcist skal lave. Sofie Linde forventer dog, at der er spændende opgaver i vente.

“Nu er der jo snart præsidentvalg i USA, så her bliver der nok brug for mig, når Donald Trump føler sig forurettet. Her skal jeg stå parat med åbne arme, så han kan få sig en krammer og få at vide, at han slet ikke skal tage sig af, når de andre siger dumme ting om ham. Det er jo bare sådan, reglerne er,” siger hun og tilføjer, at hun håber på også at få tid til at tage sig af mindre kendte mennesker.

“Alle kan jo have brug for en mor. Om man er politiker, diplomat eller bare har en åndssvag nabo, som hører dårlig musik hele natten. Der er ikke noget, der er for småt til at kunne udløse en krammer!”