Foto: RickBL, Bigstock

Marianne fra Støvring vil gerne hævne sig efter en nabokonflikt om en hæk og efterspørger derfor diskrete måder at finde og overføre virussen på. Tag til Herning med nogle vatpinde, råder RokokoPosten.

Kære RokokoPosten

Sidste år klippede min nabo den hæk, der adskiller vores haver, på en måde, som jeg var meget utilfreds med. Normalt klipper vi hver vores side og en del af toppen i en højde, så ingen af os kan se ind ad den andens vinduer. Men denne gang havde han klippet hele hækken ned til halvanden meters højde. Da jeg ringede for at klage, sagde han, at han var for gammel til at stå på en stige (han er 88). Som dronningen siger: Det kan han ikke være bekendt!

Jeg vil nu gerne smitte ham med corona, men synes, det er svært at finde en smart metode. Han går aldrig uden for matriklen af frygt for at blive syg og får sine varer leveret til døren. Jeg er også i tvivl om, hvor jeg skal få levedygtig virus fra, for jeg gider jo ikke selv blive smittet. Hjælp!

Kærlig hilsen

Marianne, Støvring

Kære Marianne

Mange tak for dit brev, der så tydeligt viser, hvad mennesket er i stand til i disse tider, hvor normale regler og omgangsformer synes at være sat ud af spillet. Din nabo har uden tvivl tænkt, at han, i ly af coronaens trussel, kunne gennemføre sine planer for jeres fælles hæk uden at rådføre sig med dig. Det er godt, at du med det samme indså, hvad der var på spil og vil sætte en stopper for det.

Jeg vil foreslå, at du tager til Herning tidligt om morgenen en dag, hvor du ved, at din nabo skal have leveret mad, og går en runde med en vatpind i samtlige supermarkeder og stutterier. Fokuser på selvbetjeningsskærme, dankortautomater og seletøj. Læg vatpindene i et varmt og fugtigt miljø på hjemvejen og vent, til naboens varer bliver stillet uden for døren. Så ringer du til din nabo og holder ham hen med en undskyldning for, at du klagede over hækken – han har formentlig fastnettelefon – mens du sniger dig hen til hans dør, gnider vatpindene mod alle flader af hans varer og skynder dig tilbage. Så er det bare at vente! Held og lykke.

Kærlig hilsen

RokokoPosten