Foto: Lial88, Bigstock

Han er ikke demokratisk valgt, giver meget få interviews om fjernvarme, og så er det dybt mistænkeligt, at arbejdet i Danfoss er en “drengedrøm”, mener flere politiske analytikere.

Knap har Mette Frederiksens særlige rådgiver, Martin Rossen, meddelt, at han til november skal være global kommunikationsdirektør for Danfoss, før de politiske analytikere har afgivet deres dom over det uventede jobskifte.

“Det er meget mistænkeligt, at han ikke er demokratisk valgt. Danfoss er en stor og vigtig dansk virksomhed, men borgerne har ikke haft mulighed for at tage stilling til, om de overhovedet ønsker, at Rossen skal fylde så meget,” siger Hans Engell, politisk kommentator for Ekstra Bladet, og bakkes op af Søs Marie Serup, der er rådgiver og kommentator for blandt andet TV 2.

Holder viden fra offentligheden
“Selvom han skal arbejde med kommunikation, har han endnu ikke givet ét eneste fyldestgørende interview om Danfoss’ differenstrykregulatorer, frekvensomformere og vandtågeapplikationer. Denne viden skal tilsyneladende holdes væk fra offentligheden,” lyder det fra Serup, der heller ikke tror på, at jobbet hos Danfoss er en “drengedrøm”, hvilket Martin Rossen ellers har sagt.

“Hvilken syvårig dreng tænker, at han vil arbejde med fjernvarme, når han bliver stor? Det er rent spin, der skal placere Rossen solidt i førersædet hos Danfoss. Kim Fausing (administrerende direktør for Danfoss, red.) må hellere passe på.”

Sure sms’er fra Martin
Også Noa Redington, Politiken, mistænker Martin Rossen for at ville rage mere indflydelse til sig, end hans stilling berettiger til.

“Martin kommer til at styre det show fra kulissen. Hver eneste politiker, der nogensinde har sagt noget om klima og grøn omstilling, får en sur sms fra ham om, at nu skal Danfoss fandeme have nogle skattelettelser, hvis Danmark skal op på de 70 procents CO2-reduktion,” mener han.

Hos Jarl Cordua er det imidlertid noget andet, der vækker skepsis.

“Rossens nye titel bliver Senior Vice President, Group Coummunication & Reputation. Sikke noget anglificeret ævl. Er Danfoss blevet skøre?” spørger han og tilføjer, at han fremover vil boykotte Danfoss som leverandør af termostater til hjemmet.