Foto: Rido81, Bigstock

Foto: Rido81, Bigstock

Det store, billige hus blev solgt til fordel for en lille lejlighed, hvor hun hverken skulle sylte, bage eller gå hjemme med børnene.

“Til sidst spurgte jeg mig selv, hvad alt det hjemmebagte brød og den enorme køkkenhave overhovedet skulle gøre godt for. Jeg stressede så meget over at være nærværende over for mine børn, at jeg ikke engang fik tid til at se fjernsyn. Jobbet havde jeg forladt for længst,” husker Julie Sønderlund om sin tid som hjemmegående med tre børn.

Dengang i 2018 boede hun og hendes mand, Anders, på Møn og havde egentlig tænkt sig at blive ved med det i de næste mange år. Det var jo sådan, man gjorde: flyttede på landet med sin familie, så mor kunne gå hjemme, og familien kunne slappe af i et billigt hus med natur og frisk luft.

Stress over græskar
“Vi stillede slet ingen spørgsmål ved, om det nu var det rigtige for os, selvom hver dag endte med, at vi begge smed os udmattede i sofaen,” fortæller Julie, der vekslede mellem at føle sig uoverskueligt travl eller kede sig.

“Enten tænkte jeg på alle de ting, jeg burde gøre, såsom at finde på spændende lege i naturen til vores mindste, der selvfølgelig ikke gik i vuggestue, skære økologiske græskar til Halloween og renovere bryggerset. Eller også sad jeg med en smøg udenfor og ventede på, at min mand kom hjem, så jeg endelig kunne tale med et voksent menneske.”

I dag taler Julie med voksne mennesker hele dagen; hun arbejder nemlig som facility manager på et større advokatkontor i København, hvor familien bor i dag. Alle tre børn er i institution mindst otte timer om dagen.

Fedt med takeaway
“Lige så snart vi forlod den kæmpe kasse med vildtvoksende have på Møn og flyttede ind på 76 kvadratmeter med en anden børnefamilie ovenover og et ældre, vredt ægtepar nedenunder, var jeg lykkelig. Endelig skete der noget,” siger hun, der vågner op med et smil på læben hver dag.

“For nylig sad min mand og jeg foran fjernsynet med alle ungerne på iPads, og det gik op for mig, at jeg ikke havde syltet, bagt eller henkogt noget i to år! Hvor er det egentlig fedt, at man kan betale andre mennesker for at lave mad, som de leverer til ens hjem, hvorefter man smider emballagen ud i stedet for at bruge tre timer om dagen på at tilberede et måltid af vanskabte grøntsager fra køkkenhaven.”