Foto: buenasdicas, Pixabay

Israels regering har iværksat en intens redningsaktion. I to dage har førende nationale og internationale eksperter arbejdet non-stop på at genoplive Det Døde Hav.

Stemningen er optimistisk blandt de 28 eksperter, der de sidste par dage har været i gang med at genoplive det populære vandområde, der blev likvideret af palæstinensiske terrorister i 1954. Siden har adskillige genoplivningsforsøg kostet Israel millarder af shekel, men indtil videre har alle forsøg været mislykkede.

Leder af redningsaktionen Barukh Shteinitz udtaler til RokokoPosten, at en ny metode lover rigtig godt for Det Døde Hav:

”Metoden udnytter en særlig egenskab ved fiskearten Gasterosteus Aculeatus til at neutralisere den rigor mortis, der forhindrer bunden i at ånde. Hvis det lykkes – og det tyder alt indtil videre på – sætter vi de 52 specialkonstruerede saltvandsrespiratorer i gang.”

Et uværdigt liv
Israelske medlemmer af miljøorganisationen Greenpeace er bekymrede. Deres talsperson, Yaakov Ben-Eliezer, mener, at der er for stor risiko for, at vandet vil være stærkt svækket, hvis genoplivningsforsøget lykkes:

”Vores regering ignorerer fuldstændig spørgsmålet om livskvalitet. Det er tydeligt, at man udelukkende fokuserer på kyniske pengehensyn og øget turisme, hvorimod man er fuldstændig ligeglad med den store risiko for, at Det Døde Hav vil vågne til et liv med stor, eksistentiel smerte.”

I kosmetikbranchen er man imidlertid ikke sikker på, at genoplivningen vil føre til øget turisme.

“Turisterne kommer jo netop på grund af det livløse mudder,” udtaler Sarah Perlman fra firmaet Dead Sea Beauty og fortsætter:

“Med en genoplivning risikerer vi, at mudderet bliver fyldt med ildelugtende alger, og hvem vil lægge krop til det?”

Barukh Shteinitz ønsker ikke at forholde sig til mudderets helsekvalitet, men erkender, at der er en hypotetisk risiko for, at Det Døde Hav vil få et uværdigt liv, hvis forsøget lykkes. Han mener dog, at den største udfordring bliver at finde et nyt navn.

”Det kan til nøds accepteres at kalde en sø for ‘hav’, men at kalde noget levende for dødt er en PR-mæssig katastrofe.”